tirsdag den 2. juli 2024

Månedens forfatter - juli 2024

 

MÅNEDENS FORFATTER
JULI 2024

KLAUS NØRGAARD JØRGENSEN



I denne måned har forlaget udvalgt Klaus Nørgaard Jørgensen som månedens forfatter. Klaus har skrevet mange bøger inden for en lang række genre, som fantasy, sci-fi, skønlitteratur, digte mm.

Et lille udpluk af værker fra Klaus.




Forfatterens egne ord:

Jeg har altid interesseret mig for historie og de fleste af mine romaner falder i den kategori, der hedder historisk fiktion. Ofte har mit udgangspunkt været en situation i historien, hvor ”man” ikke har vidst, hvad der egentlig er sket, men kun har kunnet gisne. Enten fordi situationen ikke er beskrevet i samtidige kilder, eller fordi der er modstridende oplysninger, om hændelserne der ledte op til situationen. Det har jeg i mange af mine romaner taget, som en oplagt mulighed for at lade fantasien råde i et historisk set-up.

Det har jeg gjort i både min viking serie fra ”Rane – den første viking” til ”Ulf Skjald – Den sidste viking”, seks bind om 10 generationer af den samme viking slægt, såvel som med Mikkel Munk serien, hvor det var en hændelse i Erik af Pommerns liv, hvor han historisk set forsvandt fra Danmark i omkring 2 år. De 2 år satte mig i gang med ”Tænk nu hvis han i var….”. Det blev til 2 bind om Mikkel, der fik så ussel en start på tilværelsen, men som fik et eventyrligt liv i begivenhedernes centrum.

De bøger er som det meste andet, jeg har skrevet, historisk fiktion. Jeg skriver altid i jeg-form ud fra et mandeperspektiv, og det kan ind imellem sætte begrænsninger for, hvor meget jeg kan ”male” med sted- og følelsesbeskrivelser og stadig fremstå med et ærligt mandsperspektiv.

Jeg er født i 1961 i Aarhus og har skrevet, siden jeg i 2017 fik konstateret Parkinsons. Med den
diagnose fulgte, for mit vedkommende, en fornemmelse af ”nu eller aldrig”, hvis det med at skrive skulle blive til noget.

De fleste af mine bøger har geografisk taget udgangspunkt i det område hvor jeg bor (Blegind) eller har boet i (Østjylland). Mine kone og vores 4 voksne børn og alle deres børn vil i en del af bøgerne kunne nikke genkendende til situationer og talemåder, men jeg er normalt yderst forsigtig med at tage familiemedlemmer og naboer med i bøgerne i andet end små og positive sammenhænge, som jeg kan stå ved.

Da handlingen i mine romaner stort set er fri fantasi, optræder de navngivne personer, mig selv incl., altid i en bevidst fiktiv sammenhæng uanset, at det ude fra kan virke, som om jeg skriver om mig selv! 

Sci-fi og Fantasy er to kategorier jeg altid har været fascineret af og med Asandur fantasy trilogien, tog jeg kampen mellem det gode og det onde op.

Asandur er et sted. Et sted hvor den udødelige bor. Den udødeliges hule – A San Dur - er stedet, hvor de gode udvikler sig, og hvor deres viden og evner akkumuleres over tid.

Den rejse der i ”Asandur” starter i Norditalien er endnu et eksempel på, ”hvad nu hvis…”, måden at starte en roman op på, og bogen startede oprindelig som endnu en historisk fiktionsroman. En roman om folkevandringstidens Cimbrere og Jyder, der uvist af hvilken årsag drog syd på fra Jylland og hærgende drog ned gennem Europa på jagt efter et nyt levested og det på en måde, der århundreder ville kunne få en Djengis Khan til at rynke på næsen med et: ”Ro på! Sådan man sgu ikke opfører sig!” Folkevandringstiden er allerede beskrevet af mange, så min tanke med Asandur var: ”Hvad nu hvis én af disse udvandrere pludselig sagde: ”Stop, jeg gider ikke mere - Jeg går hjem!”

Det gav historien en drejning i mit hoved, og så kom fantasy aspektet til, og det blev en historie om at vende hjem. Kampen mellem A San, som repræsenterer ”den gode” og alle ”de onde” blev omdrejningspunktet, der ledte mig gennem ”Asandur”. ”Vejen til Asandur”, som starter i den tid, hvor Doggerland, stadig for en stund, forbinder England med resten af Europa, handler om hvorledes myten om Asandur blev født og rejsen til det sted, hvor den første A San slog sig ned.

Personerne fra de første to bøger mødes i ”Asandur – Den nye tid”, og kampen mellem det gode og det onde ændrer karakter. Jeg ved ikke endnu, om der kommer en fjerde borg om Asandur, men hvis efterspørgslen opstår, så er det absolut ikke umulig.

Med venlig hilsen
Klaus Nørgaard Jørgensen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ugens anbefaling - uge 35

  UGE 35 I denne uge anbefaler vi kogebogen 'Vi ses til bålmad', som er skrevet af Stine Nürnberg. Dette er en kogebog, hvor du kan ...

Populære indlæg