tirsdag den 5. august 2025

Ugens anbefaling - uge 36

 I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'BLODRØDE TORNE', der er skrevet af Emil Agertoft.





Om bogen: 

Rosalina Brogaard, der er halvt brasiliansk, men opvokset med sin danske mor, arbejder i IT-virksomheden Notainc, som udvikler software til militærets IT-systemer. Notainc bliver hacket, og Rosalinas jagt på bagmændene fører hende mod Sicilien og helt ind i kernen på Christiansborg. Hun opdager på vejen, at den danske stat under Anden Verdenskrig har solgt informationer om danske jøder og den engelske hær til nazisterne i bytte for bevaring af den danske regering under besættelsestiden. Den ledende skikkelse i efterretningstjenesten Rasmus Nordskov krydser hurtigt hendes vej, og de drager sammen ind bag fjendens linjer for at finde de stjålne kryptonøgler. Blodrøde torne er efterfølgeren til universet fra Den sorte hævner, hvor venner hurtigt bliver til fjender, og ingen kan stole på nogen.


Uddrag af bogen:

Godsvognene var kolde, og det stive metal gjorde det nærmest umuligt at falde i søvn. Hun havde dog heller ikke den store lyst til at sove, idet toget buldrede gennem det vestlige Ukraine. De fleste vogne indeholdt forsyninger til frontlinjen og de byer, der var hårdt ramt af de russiske missilangreb. Resten var fulde af europæere, der havde meldt sig frivilligt i kampen mod den russiske invasion.
De sad på gulvet med intet andet end deres oppakning. Godstoget var kørt fra Lublin, der lå 170 km syd for Polens hovedstad, og fortsatte ind over grænsen til det krigsramte land.
Rosalina kiggede over på Nordskov, der lå i midten af vognen og brugte sin rygsæk som hovedpude.


Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

Månedens forfatter - august 2025

Månedens forfatter er Jonas Gadegaard, som har udgivet bogen, 'SELVMOR'.






Om bogen: 
Han har forudsætningerne for et på papiret godt liv. Han er privilegeret. Han er duelig. Han er ung. Han får dækket alle sine materialistiske behov. Han har endda venner og familie. Alligevel sidder han derhjemme en fredag sommeraften og overvejer at tage sit eget liv. 
I forlængelse af personlige tanker om ensomhed, selvhad, skuffelser, sorg og weltschmerz reflekterer han også over flere af selvmordets tabuer. Hvad driver folk til at gøre det? Hvilke overvejelser ligger der bag rent logistisk? Og giver det i virkeligheden lige så meget mening at vælge døden, som det gør at vælge livet? Midt i tankemyldret prøver han sideløbende at finde svar på endnu ubearbejdede spørgsmål omkring sin mor, der tog sit eget liv 25 år forinden.








Forfatterens egne ord: 

Jeg har svært ved at tage prædikatet ‘forfatter’ på mig. Måske fordi impostersyndromet  dikterer det. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke skriver særligt meget. Hvorom alting er, kan jeg dog ret godt lide at skrive, når tankemyldret tager overhånd. Først og fremmest fungerer det som en ventil, men samtidig hjælper det mig også med at skabe noget overblik i kaosset, så bearbejdningen deraf kan begynde. 
For det meste er teksterne for mig selv. Det var også tilfældet med fundamentet for det, der  senere hen skulle blive til Selvmor, og som var mine nok mørkeste og mest private  betragtninger hidtil på skrift. Til forskel fra tidligere virkede der dog denne gang til at være  noget almengyldigt og relativt presserende blandt de utallige sider, der blev nedfældet den aften tilbage i den søde coronatid. I stedet for at efterlade teksten på harddisken sammen med  de andre, valgte jeg derfor at udvælge de mest anvendelige linjer og skrive videre på dem.  Lige så stille begyndte omdrejningspunktet at tage form: Her var en ung mand, der på trods af  alle sine privilegier og lyspunkter overvejede at tage sit eget liv. Derfra handlede det om at  undersøge, hvorfor han var endt der. Og vigtigst af alt, hvordan han kunne komme ud af det  igen. 
Næppe overraskende er det et emne, der ligger mig meget på sinde. Udover at være et tabu, er  selvmord i min erfaring stadig omgivet af misforståelse. Og stigma. At skrive om det så  ufiltreret og ærligt som muligt har været min mest nærtliggende mulighed for at give mit  besyv med i en samtale, der ikke skal undertrykkes af berøringsangsten. Sorgen bliver kun  større, hvis man føler sig alene i den. Lige nu er det tilfældet for alt for mange. Heldigvis er  der altid håb. 
Selvmor er til alle, der har selvmordstanker, er pårørende til selvmord, efterladte til selvmord,  og alle andre, der gerne vil forstå mere om, hvordan man ender i den situation. Og ja, så er  den også til min egen mor. 
Jeg blev selvfølgelig født i 1994 i Kalundborg. Skud ud.

Ugens anbefaling - uge 35

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'HUGGET I STEN - En udfordring for Team Milton', der er skrevet af Steen B.J. 



Om bogen: 

Det er voldsomt for Malene, da hendes mor dør af kræft, og i den forbindelse finder hun ud af, at hendes biologiske far bor ret tæt på Odense. Der går dog ikke længe, før Malene får besked om, at hendes far har taget sit eget liv. Hun er knap nok kommet sig over sorgen i forbindelse med sin mor, før hun må drage til Tommerup på Fyn for at gøre farens hus klar til salg. Li-Mei er chef i afdelingen for personfarlig kriminalitet på politigården i Aarhus ved Team Milton. Hun er taget på ferie, netop også til Tommerup på Fyn, med sin søn og har faktisk lejet et stråtækt bindingsværkshus på samme sted, hvor kvinden, Malene, har lejet annekset. De falder naturligt i snak, og Li-Mei hjælper Malene med at få farens hus gjort klar til salg. Faren, Aron, var stenhugger og solgte specielt mange udhuggede stenugler med kvindenavne. Men både Li-Mei og Malene har svært ved at forstå, hvorfor Malenes far skulle tage sit eget liv, når han bliver beskrevet som glad, fløjtende og optimistisk. Der sker mystiske ting ved farens hus, og tingene er slet ikke, som Malene troede. Li-Mei hjælper Malene med at afdække, hvorfor hendes far endte sin skæbne på denne måde, og det giver Li-Mei en helt overraskende oplevelse, hun ikke lige kan glemme. Team Oline, bestående af Oline, Layla, Bent-Ole og Bjørn, bliver særdeles udfordret på deres salg af amfetamin på gadeniveau. En konfrontation bliver en realitet.


Uddrag af bogen:

“Jeg hedder Malene Høegh Andersen og har lejet annekset, som måske er det hus,” præsenterede Malene sig. Skulle kvinden bo herude helt alene, tænkte Li-Mei og undrede sig, selvom hun selv havde valgt samme løsning, blot havde hun sin søn med. Hun præsenterede sig over for Malene. “Ja, jeg er efterforsker og havde blot brug for at komme lidt væk fra Aarhus med min søn 2-årige søn, Kim, som leger inde i huset. Der er nøgle i boksen derhenne på væggen. Koden er 7809, fortalte ejeren, som lige er kørt på ferie. Jeg hedder Li-Mei,” forklarede Li-Mei. “Så vi to skal bo mere eller mindre alene herude på gården,” udbrød Malene. “Nå, du er også alene?” spurgte Li-Mei og kunne nu godt lade Rufus løbe frit. “Jeg har en kæreste eller rettere ekskæreste inde i Odense. Min far er død for nogle måneder siden, og nu skal jeg ned i hans hus og få det gjort klar til at sælge. Han boede alene,” forklarede Malene. “Nå, var han gammel?” spurgte Li-Mei og gættede på, at Malene ikke var over 30 år. “Nej, ikke specielt. Han var 65 år gammel,” svarede Malene og blev fjern i blikket. Li-Mei tolkede det, som om hun ikke skulle spørge mere ind til det.


Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

Ugens anbefaling - uge 36

  I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'BLODRØDE TORNE', der er skrevet af Emil Agertoft. Om bogen:  Rosalina Brogaard, der er...

Populære indlæg