mandag den 2. november 2026

Månedens forfatter - november 2026

Månedens forfatter er Alex Mangor Grave, som har udgivet bogen, 'FYRTÅRN 6 - Hjertets Paradis' 


Om bogen: 

Fyrtårn 6: Hjertets Paradis er, som det lyder af titlen, sjette bind i en sammenhængende
serie af fantasy-bøger, der egentlig ikke var tiltænkt at blive det, men efter at have overstået
min selvpålagte udfordring for at se om jeg kunne skrive en hel bog med ét langt og
fantasifuldt narrativ, begyndte idéerne til udvidelse af universet at vælte frem, og jeg
begyndte da at se en stolthed i at præsentere de danske fantasy-læsere for noget, jeg ikke
tror, de havde set før.

Med stor inspiration fra østens populærkultur - manga, anime & videospil - hvor især serier
som Kingdom Hearts, Final Fantasy og DragonBall Z med deres “power-scaling” og
hjernevridende krøller og dybe symbolisme, der nogen gange med overlæg gør plottet
vanskeligt at udrede, følger vi halvenglen Malik på kosmiske eventyr sammen med de
venner han samler op undervejs.

I slutningen af femte bind, hvor Malik rejste lysets rige - Pangaea - rundt sammen med en
pige ved navn Lydia, sidste barn af lyset, for at indsamle essensen af de fire tilbageværende
ærkeengle og derved genaktivere sit indre fyrtårn, så Malik sig selv i et dødeligt opgør ved
Edens Port mod sit oprindelige jeg fra en slettet fortid. Et opgør der endte i, at han
genskabte denne, mod at slette sig selv.

I nyeste kapitel tager to nye hovedpersoner derfor roret: Lumen og Asta, der er på mission
for at finde en vej ind i Paradisets Have og stoppe Adam fra at sprede sit mørke til verden
efter at seglet ved porten blev brudt, samt stoppe ham fra at tvinge sin kone Eva til en
skrækkelig genforening der vil gøre ham ustoppelig.

Malik er dog - trods slettet - ikke ude af billedet, da han finder sig selv i den ottende himmel;
den eneste dimension med plads til en som ham, der ikke hører til andre steder, hvorfra han
hjælper åndeligt, på sin egen mission for at restaurere de knuste fyrtårne i alles hjerter.

Hjertets Paradis - en titel jeg tænkte længe over - er ligesom alle mine tidligere værker fyldt
med symbolik samt mytologiske og bibelske referencer, dog uden overhovedet at blive
‘religiøs’ i den forstand, og er, ligesom forrige bind, et narrativ af høj fantasi i bedste manga
stil - et hul i markedet jeg hungrede efter at udfylde - som jeg håber at både nye og gamle
fans vil nyde at fordybe sig i.




Forfatterens egne ord: 

Mit navn er Alex Mangor Grave, jeg er født i Gentofte og vokset op i Kongens Lyngby, og er,
som antydet ved ovenstående, vokset op med en stor kærlighed til manga, anime og
videospil, da jeg følte mig draget af de flotte tegninger og den meget anderledes
fortælleform, i forhold til vestlige tegneserier som Tintin og Asterix.

Med inspiration fra de mange tegneserier- og film jeg opslugte, samt et flair for det skrevne
ord og et evigt voksende vokalbular, voksede naturligvis snart drømmen om at skabe mit
eget og kaste min egen hat i ringen, men det varede alligevel længe før jeg tog drømmen
alvorligt, da jeg bl.a aldrig tog mig sammen til at lære at tegne manga selv, da en manga-
serie ellers var det jeg allerhelst ville lave, og i det hele taget underminerede mig selv med
jantelovstanker om ikke at vove at tro at jeg kunne sætte mig selv på linje med etablerede
skribenter som Jostein Gaarder, Kenneth Bøgh Andersen eller Lene Kaaberbøl.

28 år gammel satte jeg mig så alligevel endelig for at ‘nu skulle det være’, og begyndte, med
udgangspunkt i en sang jeg havde hørt, samt konceptet om “lyset mod mørket”, men med et
filosofisk tvist der bundede i “fyrtårnet som symbolsk objekt” (Alan Wake, 2010), at skrive det
der blev til første bind i min nu seks bind lange serie, der kun er blevet mere vanvittig og
velvilligt krøllet som idéerne har myldret sig frem - INGEN af hvilke jeg havde planlagt fra
start, hvorfor jeg er lidt stolt af at have udfordret kunsten at få det til at virke planlagt.

Hvert bind i serien har dertil også udfordret mig på forskellige måder, såsom at håndtere
flere komplekse plot tråde på én gang der skulle mødes på flere punkter i historien og stadig
give mening, samt praktisere ideologien; muligheder, frem for begrænsninger. Da fantasy af
natur netop giver ultimativt frie tøjler, var idéen, at får jeg et skør indfald, vil jeg langt hellere
gøre alt hvad jeg kan for at implementere den gnidningsfrit, enten nu eller senere, og så se
hvad vej historien udvikler sig derfra. Målstregen har flyttet sig flere gange, og jeg bliver selv
lige overrasket hver gang.

Dette har nemlig stillet mig i flere situationer, hvor jeg har måtte tænke ekstra kreativt for at
få mig selv “skrevet ud af et hjørne”. Jeg har stor respekt for de der planlægger hele sagaer
på forhånd, men med ‘Fyrtårn’ nyder jeg blot at lade det komme til mig efterhånden, og at
jeg så først langt inde i forløbet - som et puslespil - kan se hele billedet.

Stolt som jeg er af Fyrtårn-serien, og i den grad kan føle at jeg har udviklet mig som forfatter
siden min ydmyge debut i vinteren 2019, har jeg dog utallige andre idéer jeg ligeledes
ønsker at udforske, både af tone og genre, da jeg har fundet at jeg elsker at fortælle
tankevækkende og kreative historier, og ønsker at blive ved med dette langt ud i fremtiden,
hvad enten det bliver en profession eller fortsætter som hobby.

Uanset hvad, er min tanke at; “gode historier fortjener at blive fortalt”. Jeg vil gerne være
deres stemme, og jeg håber da at I, kære læsere, vil være med mig mange år frem.

Ugens anbefaling - uge 45

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'VED VINTERTIDE', der er skrevet af Kirsten Kjær.






Om bogen: 
I skrædderfamilien er børnene vokset til med de glæder og bekymringer, som dette medfører for Maria. Dog skygger hændelser fra fortiden til tider for solen. I en periode må hun helt ned i gadesnavset i et misbrug. Da træder hendes mand i karakterer og får hende tilbage til solsiden. Endelig kan hun til fulde nyde sit liv i en tæt symbiose med børn og børnebørn – og sin elskede mand. Den nordjyske natur ved skov og strand er et tavst vidne om hendes livsglæde, når hun plukker sine bær på heden.
Maria meddeler sig til os gennem sine breve, dagbogsoptegnelser, digte og til tider også gennem det, hun læser i avisen.

 

Uddrag af bogen:
”Hvad jeg lavede i denne time, skal jeg nu skrive, selv om det er meget pinagtigt, men jeg må skrive det. Jeg følte mig dårlig til mode, da jeg gik efter æblerne, men tænkte, at jeg bare skulle i gang. Normalt holder jeg meget af hverdagen, men nu fandt jeg ingen glæde i noget som helst. Jeg talte højt og formanende med mig selv: Pjat med dig, du har haft en dejlig jul og alle dagene i januar sammen med Jørgen. Nu skulle han selvfølgelig tilbage til universitetet, det siger sig selv. I øvrigt betaler vi da ikke penge for, at han skal gå her og dandere den. Nej, nu må du tage dig sammen og få kogt den grød. Sådan talte jeg til mig selv, men der var ingen forbindelse. Der var kun en grå mur, som jeg ikke kunne forcere. Ord kan ikke beskrive det. Hvis jeg alligevel skal forsøge, må det blive med ordet: ligegyldighed.”

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


torsdag den 29. oktober 2026

Ugens anbefaling - Uge 44

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'MIT FØRSTE RALLY', der er skrevet af Heine Sakskjær.




Om bogen: 
En drøm kan ligge stille i årevis.
Nogle gange hele livet.
Mit første rally er fortællingen om at tage skridtet – sent, men helhjertet. Om barndommens
fascination af Dakar, store maskiner og fjerne horisonter. Om familie, ansvar og et liv, der fyldes af
alt det, der egentlig skulle komme først. Og om beslutningen om, at hvis drømmen skal leves, må
det være nu.
Bogen følger forfatterens rejse gennem Europas længste og hårdeste big-bike rally: Gibraltar Race.
Et navigationsløb på tusindvis af kilometer gennem skov, sand, bjerge og ørken – kørt på en tung
motorcykel, ofte alene, ofte presset, men aldrig uden mening.
Det er en fortælling om forberedelser, fejl, frygt og flow. Om fællesskabet mellem kørere, der
hjælper hinanden videre, når det gælder. Og om at finde styrke dér, hvor man troede, der ikke var
mere tilbage.
Mit første rally er ikke en bog om at være den hurtigste.
Det er en bog om at gennemføre.
Og om modet til at tage sit eget eventyr alvorligt.

 

Uddrag af bogen:
Jeg stod tilbage alene på bjerget.
Der var en mærkelig og tung stilhed. Ikke engang en fjern motorlyd. Ingen støvskyer i horisonten. Ingen bevægelse. Intet
Jeg havde været der næsten to timer, og de nærmeste kørere var måske en times kørsel væk. Det gik pludselig op for mig, hvor alene jeg egentlig var.
Der var ingen, der kunne hjælpe mig, hvis noget gik galt.
Og lige dér, midt på bjergskråningen, følte jeg mig lille. Meget lille.
Jeg vidste, at jeg kunne indhente de bagerste, hvis jeg ville. Men det ville kræve, at jeg pressede mig selv til det yderste, at jeg kørte på grænsen, måske over den.


Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


torsdag den 22. oktober 2026

Ugens anbefaling - Uge 43

 I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'MELLEM TO VERDENER - Dragens stav 2', der er skrevet af Pia Kjær.





Om bogen: 
Hanne er hjemme igen, men hun kan ikke finde ro. Hendes drømme forstyrrer hende og kalder på hende.
Enda finder trøst i at hjælpe. Hanne har skyldfølelse over at efterlade sin mor igen.
Nuna træder frem igen. Hun er tilbage i topform. Vejen bliver svær, og hun må hjælpe dem på vej, og på vejen få hun besøg af døden. 
Nuna er alene, men finder nye venner. Venner, der alle har brug for Endas hjælp.
Hun lever i to verdener. Kroppen det ene sted, hovedet det andet sted. Det går ikke, for så bliver valget ikke hendes eget.

 

Uddrag af bogen:
”Værsgo, Hanne, så er det din tur.”
Hanne kiggede forbavset på ham. Hun havde ikke sagt, hvad hun hed.
”Hvor kender du mit navn fra?” spurgte hun og rejste sig op.
”Jeg kender din mor. Hun viste mig dit billede, da du var væk. Kom indenfor.”
De gik ind i værelset.
”Din mor er meget bekymret for dig. Kom, sæt dig ned.”
Hun satte sig i en lille sofa, og han i en stol overfor.
”Mit navn er John. Vil du fortælle mig, hvad der er galt?”
”Jeg sover ikke. Jeg har mareridt hver nat.”
”Hvad drømmer du om?”
Hun kiggede på ham. Der var da intet galt i at fortælle det.
”Jeg bliver jagtet af mange. De vil alle have noget fra mig, og andre vil dræbe mig. Der er drager på himlen overalt. Hele himlen er fuld af drager. Jeg er bange, og jeg skriger. Det er dér, jeg vågner, for jeg skriger virkelig. Min mor vågner ved det.”
”Hanne, hvad tror du, det betyder?”
”Jeg ved det ikke.”
”Da du var væk, vidste du, at politiet ledte efter dig?”
”Nej.”

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

torsdag den 15. oktober 2026

Ugens anbefaling - uge 42

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'EN PLEJEMORS DAGBOG - bind 3', der er skrevet af Bettina Düring



Om bogen: 
En plejemors dagbog – afmagt er tredje bind i serien, der fører dig tilbage til 1980’erne og viser den grimme side af samfundet. Den, hvor magt taler højere end fornuft. Den, hvor sandheden bliver bøjet, når den står i vejen. Og den, hvor et barns tarv drukner i systemets spil.
Ellen er ude af fængslet, men kampen er langtfra forbi. Viggo er forsvundet ud af hendes hverdag og ind i systemets mørke, og ingen vil fortælle, hvor han er, eller hvordan han har det. Rygter, mistænkeliggørelse og offentlig udskamning tager til, mens Ellen kæmper mod både myndigheder, pressen og sin egen tvivl.
Afmagten sniger sig ind, men det samme gør stædigheden, for kan man give slip på et barn, man har lovet aldrig at svigte?

 

Uddrag af bogen:
Jeg tager mig selv i at stikke hånden i lommen og mærke glaskuglens kølige overflade. Hvad jeg dog ikke ville give for at bruge dagen på at bage småkager sammen med Viggo.
Jeg sætter mig med pen og papir. Forsøger at skrive et brev. Til Viggo. Men ordene synes helt forkerte. Så krøller jeg papiret sammen og starter forfra. Et brev til kommunen er måske det, der skal til. Hvis jeg nu får Viggos brødre og familie til at skrive under, kommer vi måske igennem. Noget må der gøres. Bare et lille livstegn, så den stakkels dreng ved, at han ikke er glemt, at vi stadig kæmper for ham. 

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


torsdag den 1. oktober 2026

Ugens anbefaling - uge 40

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'SOM EN HAVMÅGE', der er skrevet af Jette Dige Rokos



Om bogen: 
Edith er flyttet tilbage til Nordjylland og skal forsøge at stable et liv på benene for sig selv og sine tre børn. I baggrunden har hun en eksmand, der presser hende, og en familie, som ikke rigtig er til stede. Hun oplever en udsathed, hvor mange føler sig i deres ret til at dømme hende: naboer, familien og offentlige instanser. Hun opnår dybe venskaber med en bred vifte af forskellige personer og insisterer på at leve det liv, der føles rigtigt for hende. 
Da Edith flytter sammen med Uffe, forandres hele hendes verden, og hun tager nogle valg, som får konsekvenser for hendes udvikling hen imod en friere kvinde. 
Som en havmåge er en udviklingsroman om en enlig kvindes udsathed og søgen efter identitet i en tid, hvor grænser rykkes, og normer forandres. Romanen strækker sig over tyve år fra 1970-1990 og er en selvstændig fortsættelse af Sådan én ræven har skidt (2024).
 
Uddrag af bogen:
Han var der pludselig en dag, Albert. Hun var kommet sent hjem efter en aften i byen. Da hun steg ud af taxaen, fornemmede hun naboens blik inde bag køkkengardinerne. Hun følte sig afsløret uden at vide for hvilken gerning, for det kom ingen ved, hvad hun lavede om aftenen, så længe hun passede sine børn ordentligt. Et raseri overtog hendes tanker, og hun sagde med høj stemme til taxachaufføren, at Albert skulle med ind. Dernæst åbnede hun døren på passagersiden, trådte tilbage og kaldte på Albert. Taxachaufføren grinede og sagde god fornøjelse med ham.  

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

Månedens forfatter - oktober 2026

Månedens forfatter er Sten Holm, som har udgivet bogen, 'SYSTEMSVIGT - Når tillid ikke er nok' 


Om bogen: 

Hvad sker der, når et system, vi er opdraget til at stole på, svigter – og ingen tager ansvar?
Denne bog fortæller den sande historie om et sygdomsforløb, der begyndte med en rutinemæssig operation, men udviklede sig til en lang kamp mod et sundhedsvæsen, en kommune og et jobcenter, hvor ansvaret langsomt forsvandt mellem myndighederne. Gennem personlige oplevelser, dokumentation og skarp analyse viser bogen, hvordan systemets strukturer kan gøre det næsten umuligt at få fejl erkendt og rettet.
Systemsvigt – Når tillid ikke er nok er en fortælling om håb, afmagt og vedholdenhed – men også en kritisk undersøgelse af, hvad der sker, når mennesker reduceres til sagsnumre, og når tillid ikke længere er nok. En bog, der udfordrer vores forestilling om den danske velfærdsmodel og stiller spørgsmålet: Hvem tager ansvaret, når systemet svigter?



Forfatterens egne ord: 

Hvad gør man, når man har tillid til det danske sundhedsvæsen, kommunen og det system, der skal hjælpe, når livet pludselig ændrer sig?

Man forventer, at nogen tager ansvar.

Men hvad sker der, når ansvaret forsvinder mellem myndigheder, faggrupper og sagsbehandling?

Det er netop det spørgsmål, der ligger bag min bog Systemsvigt – Når tillid ikke er nok.

Bogen fortæller den sande historie om min kones sygdomsforløb, som begyndte med en tilsyneladende rutinemæssig knæoperation i december 2020. Det, der skulle have været begyndelsen på en helingsproces, blev i stedet starten på flere års kamp med smerter, komplikationer og funktionsnedsættelse – men også på et møde med et system, hvor det igen og igen viste sig vanskeligt at få placeret et ansvar.

Manden bag bogen

Jeg er 57 år og ægtemand til den kvinde, hvis historie jeg fortæller.

Jeg er hverken læge eller jurist. Jeg er ægtefælle.

Som nærmeste pårørende har jeg gennem årene stået midt i sygdommens konsekvenser og samtidig forsøgt at få familieliv, økonomi og hverdag til at fungere. Ved siden af dette har jeg passet mit fuldtidsarbejde og brugt utallige timer på at gennemgå journaler, dokumenter og afgørelser – og på at forsøge at finde svar på de mange spørgsmål, der opstod undervejs.

Det var aldrig min plan at skrive en bog.

Men på et tidspunkt blev behovet for at fortælle vores historie større end ønsket om at tie stille.

For jeg begyndte at stille mig selv et helt grundlæggende spørgsmål:
Hvis en fejl kan ske, må der så ikke også være et system, der kan opdage den, erkende den og rette op på den?

Systemsvigt – Når tillid ikke er nok, er derfor ikke kun historien om min kone og hendes sygdom.

Det er også min historie som ægtefælle. Om at stå ved siden af det menneske, man elsker, mens hendes liv langsomt forandres. Om afmagten, når man ikke bliver hørt. Om frustrationen ved igen og igen at blive sendt fra den ene instans til den anden. Og om den vedholdenhed, der til sidst bliver nødvendig, når man nægter at acceptere, at ubesvarede spørgsmål bare skal forsvinde.

Undervejs blev det tydeligt for mig, at vores historie rækker længere end vores egen familie. For det handler ikke kun om, hvad der sker, når noget går galt. Det handler også om, hvad der sker bagefter – når systemet skal erkende fejlen, placere ansvaret og hjælpe det menneske, der står tilbage med konsekvenserne.

Jeg har skrevet bogen, fordi jeg mener, at vores velfærdssamfund skal kunne tåle, at vi stiller kritiske spørgsmål. Og fordi jeg tror på, at noget først kan forandres, når vi tør fortælle om det, der ikke fungerer.

Bogen er derfor både en personlig fortælling om sygdom, familie, afmagt og kamp – og en kritisk undersøgelse af et system, som vi alle på et tidspunkt kan få brug for.

For måske har du selv oplevet at blive sendt fra den ene instans til den anden.

Måske kender du én, der har.

Måske har du stået med følelsen af, at ingen længere ser mennesket bag sagen.

Og måske er det netop derfor, denne historie bør fortælles.

For i sidste ende handler Systemsvigt – Når tillid ikke er nok om et spørgsmål, der vedkommer os alle:
Hvem tager ansvaret, når systemet svigter?

torsdag den 24. september 2026

Ugens anbefaling - uge 39

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'DIN EGEN VEJ! Balance i livet', der er skrevet af Lene Lund Johansen



Om bogen: 
Din egen vej! Balance i livet er en personlig bog om at komme sig efter psykoser og svære perioder i et 60-årigt liv med heling – recovery. Forfatteren fortæller om, hvordan hun har grebet ud efter hjælp i processen, dog mest hjælp til selvhjælp. Hvordan det er at rejse sig ved egen kraft og om sine erfaringer og mange oplevelser på vejen. Hun har med bogen et stort ønske om at hjælpe andre med at se lyset, også når det er allermest mørkt.
 
Uddrag af bogen:
Det var ikke en dum aftale, hverken for mig, men heller ikke for min arbejdsplads. Jeg gjorde gerne det, at jeg gik, hvis jeg ligesom var gået i hårdknude med mit arbejde. Mit arbejde var meget at udtænke nye systemer, optimere processer og ja, tænke nyt. Når jeg så var kørt fast, så spændte jeg vandrestøvlerne, tog varmt tøj på og kørte til stranden. Og hvad der nærmest skete hver gang, så løb jeg nærmest ”i mål” for at komme hjem og skrive mine ideer ned, for mit hoved blomstrede som ukrudt, når først jeg fik vind i kinderne og lys i ansigtet. Hvad jeg har udtænkt af gode ideer på stranden og bag klitterne, er ikke småting.

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


torsdag den 17. september 2026

Månedens forfatter - september 2026

Månedens forfatter er Mette Marie Moff Andersen, som har udgivet bogen, 'NÅR MIT MENNESKE FORSVINDER -Når sindet glemmer, men sjælen husker'.


Om bogen: 

Når sindet glemmer, bliver kærligheden prøvet på en ny måde.

Når mit menneske forsvinder er en poetisk rejse for alle, der står tæt på et menneske med demens – pårørende, fagpersoner og medmennesker.

Gennem sårbare og nærværende digte gives stemme til både den, der forsvinder, den, der bliver – og den, der holder hånden undervejs. Her er plads til forvirringen, afmagten og sorgen, men også til lyset, forbindelsen og de stille øjeblikke, hvor sjælen stadig husker.

Bogen er ikke en manual.
Det er et hjerterum.

Et sted at læne sig ind, trække vejret og mærke, at ingen går vejen alene.



Forfatterens egne ord: 

Jeg har aldrig sat mig ned og tænkt, at jeg ville være forfatter.

Jeg har altid skrevet, fordi jeg havde brug for det.

Når livet gjorde ondt, skrev jeg.

Når livet gav mig håb, skrev jeg.

Ordene blev min medicin. Et stille rum, hvor jeg kunne trække mig tilbage, når livet gjorde ondt. Et sted, hvor jeg kunne trække vejret, finde ro og langsomt sætte ord på det, hjertet havde svært ved at bære.

For lidt over et år siden mødte jeg en ven fra min ungdom. Vi har kendt hinanden i omkring 25 år. Han var fotograf og har gennem årene foreviget mange af livets store øjeblikke blandt andet vores bryllup.

Den dag stod vi over for hinanden.

Jeg blev ramt lige i hjertet.

Vi var sammen i stilheden og i de minder, vi engang havde delt. Nu skulle vi lære at være sammen på en ny måde.

Han vidste ikke længere, hvem jeg var.

Alligevel kunne jeg mærke, at han genkendte noget i mig, som han ikke længere kunne sætte ord på.

Jeg kørte hjem med et hjerte fyldt af følelser, jeg ikke selv kunne sætte ord på.

Mine tårer faldt, som regnen falder.

Den selv samme aften skrev jeg de to første digte, som i dag findes bagerst i bogen.

Når mit menneske forsvinder er ikke skrevet om ham.

Men mødet med ham blev begyndelsen.

Bogen er født ud af mine erfaringer i arbejdet med mennesker, og han blev den inspiration, der satte de første ord på papiret.

Jeg havde ikke besluttet mig for at skrive en bog.

Jeg havde bare brug for at skrive.

De to digte blev begyndelsen på Når mit menneske forsvinder – Når sindet glemmer, men sjælen husker.

Siden den dag har bogen fået lov til at vokse stille og roligt. Den er skrevet ud fra tre perspektiver mennesket med demens, den pårørende og den professionelle fordi demens aldrig kun rammer den, der får diagnosen. Den berører alle omkring.

Jeg har aldrig skrevet, fordi jeg drømte om at udgive bøger. Jeg har skrevet, fordi jeg håbede, at mine ord kunne gøre en forskel.

Hvis bare ét menneske lægger min bog fra sig og føler sig lidt mindre alene, så har den allerede fundet sin plads i verden.

Jeg tror ikke, at vi altid kan ændre det, mennesker går igennem.

Men jeg tror på, at vi kan møde hinanden med nærvær, forståelse og kærlighed.

Måske er det derfor, jeg skriver.

For når ordene kan være med til at få bare ét menneske til at føle sig mindre alene, så har de allerede gjort en forskel.

Ugens anbefaling - uge 38

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'NÅR MIT MENNESKE FORSVINDER - Når sindet glemmer, men sjælen husker', der er skrevet af Mette Marie Moff Andersen



Om bogen: 
Når sindet glemmer, bliver kærligheden prøvet på en ny måde.
Når mit menneske forsvinder er en poetisk rejse for alle, der står tæt på et menneske med demens – pårørende, fagpersoner og medmennesker.
Gennem sårbare og nærværende digte gives stemme til både den, der forsvinder, den, der bliver – og den, der holder hånden undervejs. Her er plads til forvirringen, afmagten og sorgen, men også til lyset, forbindelsen og de stille øjeblikke, hvor sjælen stadig husker.
Bogen er ikke en manual.
Det er et hjerterum.
Et sted at læne sig ind, trække vejret og mærke, at ingen går vejen alene.
 
Uddrag af bogen:
Jeg ser dig
før du siger noget.
Dit blik vandrer,
som om noget dér
engang gav mening.
Din vejrtrækning er hurtigere.
Dine hænder bevæger sig
uden retning.
Jeg mærker det
helt ind i mit rolige pleje hjerte.
Den uro, der ikke kan forklares.
Din sjæl famler.
Leder efter noget,
der føles som hjemme.
Jeg følger dit blik.
Ikke for at rette dig,
men for at være dér,
hvor du er.
Jeg forlader dig ikke.

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

mandag den 7. september 2026

Ugens anbefaling - uge 37

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'FORTABT - og andre skæbnefortællinger', der er skrevet af Thomas Würtz



Om bogen: 
Denne novellesamling består af ti skæbnefortællinger om livets uforudsigelighed lige fra Fortabt om den ulykkelige Jens Fabricius Frederiksen til den selvbiografiske Tilfældets logik. Mordet i Adelgade er i den lettere krimigenre, men alligevel dybt alvorlig. De fleste noveller er med aktuelle temaer, der optager os i vores dagligdag. Strømsvigt diskuteres jævnligt, når russiske hackere angriber infrastrukturen i vores samfund, Boble er fortællingen om en person, der har sagt farvel til fællesskabet, og Med døden i hælene er en autentisk, selvoplevet historie. Telefonitis bliver til stadighed debatteret om vores brug af mobiltelefoner, En tragedie handler om rigdommens forbandelser, Skibsrederen om tidernes omskiftelighed, og Hundegalskab er et suk til alle hundeejere.
 
Uddrag af bogen:
Uden nøgle måtte de gå rundt om huset for at finde en mulig indgang og opdagede til sidst en knust rude til bryggers på den modsatte side af huset. Johan stak hånden gennem vinduet og kunne forsigtigt åbne døren til et bælgmørkt, tavst og ildevarslende hus. Med Johans lommelygte forrest fortsatte de ind i køkkenet og stuen. Tydeligvis havde der været slagsmål; møblerne lå hulter til bulter, skuffer var trukket ud, bøger smidt på gulvet. Midt i alt rodet opdagede Johan en skikkelse liggende på gulvet unaturligt bøjet sammen med den halve krop inde under spisebordet.

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


torsdag den 3. september 2026

Ugens anbefaling - uge 36

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'EN KAMP, EN SEJR, EN UNDERGANG - Cesare Borgias omskiftelige og dramatiske liv', der er skrevet af Torben Hangaard



Om bogen: 
Familien Borgia har gennem historien sat sit præg på den udvikling, som stadig i vore dage kan følges gennem kulturelle udfoldelser som litteratur og film.
Borgiaernes liv er omfattet af megen myte uden forbindelse til den virkelige historiske udvikling, og især er Cesare Borgia blevet omtalt negativt. Hans store arbejde for de dårligt stillede bønder er først i de senere år blevet fortalt, og denne bog giver en skildring af Cesares indsats for de dårligt stillede og hans nederlag til samfundets øverste ledelse i såvel kirkelig som politisk henseende.
At beskæftige sig med Cesare Borgia er lige så spændende som at læse en kriminalroman. Den eneste forskel er, at denne bog er skrevet på baggrund af samtidigt kildemateriale og derfor er en sandfærdig skildring af et begivenhedsforløb, som ikke bør nedgøres, men som fortjener respekt.
 
Uddrag af bogen:
Sammenfattende kan det siges, at familien Borgias historie er meget kompleks fyldt med ambitioner, magtstræb og kontroversielle beslutninger forenet med en stor forståelse for nødvendigheden af at hjælpe det store antal dårligt stillede mennesker i såvel byerne som på landet.
   Derfor greb de med voldsomhed ind overfor de mange småfyrster, der undertrykte deres bønder og samtidig undlod at betale lensafgift til Vatikanet. Det har gjort dem til en af de mest fascinerende familier i den italienske renæssance, og det har medført en divergerende opfattelse af familien Borgia.

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

fredag den 28. august 2026

Ugens anbefaling - uge 35

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'DIGT', der er skrevet af Nicolai Hyllested



Om bogen: 
De fleste digtsamlinger prøver at være smukke.
Den her prøver bare at være ærlig.
Nogle af digtene er skrevet midt i livet. Andre er skrevet, lige efter det faldt fra hinanden.
Her er kærlighed uden romantik. Begær uden undskyldninger. Valg, der ikke kan tages tilbage.
Der er øjeblikke, hvor alt står stille. Øjeblikke, hvor man opdager, at verden ikke skylder én noget. Og øjeblikke, hvor man selv er skyld i det hele.
Dette er ikke digte, der forsøger at redde nogen.
Det er digte, der eksisterer, fordi de var nødt til det.
Hvis du leder efter håb, finder du måske lidt. Hvis du leder efter sandhed, finder du mere.
Men vigtigst af alt finder du øjeblikke.
Dette er ikke en samling svar.
Det er en samling øjeblikke.
Ordene er mine. Oplevelsen er vores. Tolkningen er din.
 
Uddrag af bogen:
Vejen
en vej 
var vores vej
vores vej
vej
vi var ikke 
en
sammenhæng
vores sti 
blev ikke brugt

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


mandag den 17. august 2026

Ugens Anbefaling - uge 34

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard SYSTEMSVIGT - Når tillid ikke er nok', der er skrevet af Sten Holm




Om bogen: 
Hvad sker der, når et system, vi er opdraget til at stole på, svigter – og ingen tager ansvar?
Denne bog fortæller den sande historie om et sygdomsforløb, der begyndte med en rutinemæssig operation, men udviklede sig til en lang kamp mod et sundhedsvæsen, en kommune og et jobcenter, hvor ansvaret langsomt forsvandt mellem myndighederne. Gennem personlige oplevelser, dokumentation og skarp analyse viser bogen, hvordan systemets strukturer kan gøre det næsten umuligt at få fejl erkendt og rettet.
Systemsvigt – Når tillid ikke er nok er en fortælling om håb, afmagt og vedholdenhed – men også en kritisk undersøgelse af, hvad der sker, når mennesker reduceres til sagsnumre, og når tillid ikke længere er nok. En bog, der udfordrer vores forestilling om den danske velfærdsmodel og stiller spørgsmålet: Hvem tager ansvaret, når systemet svigter?
 
Uddrag af bogen:
December 2020 blev derfor ikke begyndelsen på en helingsproces, men begyndelsen på noget ganske andet. En langsom erkendelse af, at det system, vi havde stolet på, ikke nødvendigvis var gearet til at opdage eller håndtere fejl, når de først var sket. At det ikke automatisk reagerer på afvigelser, men i stedet forsøger at indpasse dem i eksisterende forklaringsmodeller. Vi vidste blot, at noget var galt. Og at vi – stille og uden at forstå det – netop havde taget det første skridt ind i et systemforløb, der ikke længere handlede om helbredelse, men om forvaltning.

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

mandag den 10. august 2026

Ugens anbefaling - uge 33

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'ET SKÆBNESVANGERT GENSYN', der er skrevet af Lone Bindslev



Om bogen: 
Marianne har, efter en barsk opvækst med en voldelig far og en mor, der endte på et plejehjem, allerede da hun var 14, langt om længe fundet lykken sammen med sin mand, John, og sin datter, Sara, på 14 år. Men pludselig dukker der ikke bare én, men to personer op, som tvinger hende tilbage til en fortid, som hun i mange år har forsøgt at fortrænge! Det betyder, at hendes liv lige pludselig bliver vendt på vrangen, og at den hemmelighed, hun bærer på, må frem i lyset. Hendes eneste håb for at bevare sit nuværende liv bliver derfor lige pludselig afhængig af, at fortiden forbliver begravet. Men hvordan løser hun dette dilemma? Hvem er de to personer, der krydser hendes vej? Hvad er det, de vil hende? Og lykkes det for dem at lægge hele hendes fremtid i grus?
 
Uddrag af bogen:
Den første gang, jeg, efter adskillige år i uvidenhed, mødte ham igen, blev jeg noget forskrækket. Pludselig fik jeg nemlig øje på en skikkelse, der kom gående imod mig. Jeg udstødte et forskrækket gisp, som både var en reaktion over genkendelsen og forfærdelsen over, at han stadig fandtes! Han var for det første blevet meget ældre at se på, en del tyndere, end jeg huskede ham, og gløden i hans øjne var væk, selv om han smilede stort, da han fik øje på mig. Jeg huskede fascinationen og tiltrækningen! Men jeg huskede også den lede ved ham, jeg havde følt! Jeg huskede det alt sammen!
– Marianne, er det virkelig dig? lød hans hæse røst. 
Jeg smilede anstrengt og ønskede bare, at han ville forsvinde fra jordens overflade, selv om jeg havde elsket og forgudet ham i mange år!

Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk


onsdag den 5. august 2026

Månedens forfatter - August 2026

Månedens forfatter er Heine Sakskjær, som har udgivet bogen, 'MIT FØRSTE RALLY'.


Om bogen: 

En drøm kan ligge stille i årevis.
Nogle gange hele livet.
Mit første rally er fortællingen om at tage skridtet – sent, men helhjertet. Om barndommens
fascination af Dakar, store maskiner og fjerne horisonter. Om familie, ansvar og et liv, der fyldes af
alt det, der egentlig skulle komme først. Og om beslutningen om, at hvis drømmen skal leves, må
det være nu.
Bogen følger forfatterens rejse gennem Europas længste og hårdeste big-bike rally: Gibraltar Race.
Et navigationsløb på tusindvis af kilometer gennem skov, sand, bjerge og ørken – kørt på en tung
motorcykel, ofte alene, ofte presset, men aldrig uden mening.
Det er en fortælling om forberedelser, fejl, frygt og flow. Om fællesskabet mellem kørere, der
hjælper hinanden videre, når det gælder. Og om at finde styrke dér, hvor man troede, der ikke var
mere tilbage.
Mit første rally er ikke en bog om at være den hurtigste.
Det er en bog om at gennemføre.
Og om modet til at tage sit eget eventyr alvorligt
.


Forfatterens egne ord: 

Jeg hedder Heine Sakskjær, er 45 år og bor i Vestjylland sammen med min kone og vores børn. Til daglig arbejder jeg som pædagog på en sikret institution, hvor jeg hver dag møder unge mennesker, som kæmper med livet på forskellige måder. Det har lært mig, at udvikling sjældent sker fra den ene dag til den anden, men at små skridt kan føre længere, end man først tror.
Når jeg har fri, foregår en stor del af mit liv på en motorcykel. Jeg underviser i adventure- og offroadkørsel, guider motorcykelrejser og deltager selv i rally. Naturen, fællesskabet og oplevelserne er det, der trækker mig ud på nye eventyr.
Historien bag MIT FØRSTE RALLY begyndte faktisk længe før, jeg besluttede mig for at skrive en bog.
Efter en alvorlig motorcykelulykke i 2020 tilbragte jeg en lang periode med genoptræning. I den tid fandt jeg mine gamle dagbøger fra Gibraltar Race frem. At læse dem igen blev en måde at genopleve de oplevelser, der havde betydet så meget for mig, samtidig med at jeg langsomt arbejdede mig tilbage – både fysisk og mentalt. Gennem årene har jeg løbende skrevet nye minder, refleksioner og detaljer ned, efterhånden som de dukkede op. Det blev en proces, der hjalp mig med at bearbejde oplevelserne og holde fast i alt det gode, eventyret havde givet mig.
En dag samlede jeg alle notaterne, og det gik op for mig, at størstedelen af bogen faktisk allerede var skrevet. Det, der manglede, var at skabe sammenhæng, finde de rigtige ord og forme oplevelserne til en fortælling. Det blev en længere proces, end jeg havde forestillet mig, men også en af de mest givende.
Jeg håber, at læserne ikke kun ser MIT FØRSTE RALLY som en bog om motorcykler. For mig handler den om noget langt større. Den handler om at turde drømme, sætte sig mål og ikke vente på det perfekte tidspunkt, før man begynder at leve.
Vi får kun ét liv, og alt for ofte bliver drømme udskudt til "en dag". Jeg tror på, at eventyr findes i mange former. For nogle er det et rally gennem bjergene. For andre er det at skifte retning i livet, starte på en ny uddannelse, rejse ud i verden eller tage det første skridt mod noget, man længe har ønsket sig.
Motorcyklen har været mit eventyr, men den har også lært mig noget om livet: At mod ikke er fraværet af tvivl, men beslutningen om at fortsætte alligevel. At de største oplevelser sjældent kommer af at vente – de kommer af at handle.
Hvis MIT FØRSTE RALLY kan få bare én læser til at stoppe op og tænke: "Det er nu, jeg skal gøre det," så har bogen opnået langt mere, end jeg nogensinde turde håbe på.

Månedens forfatter - november 2026

Månedens forfatter er Alex Mangor Grave, som har udgivet bogen, 'FYRTÅRN 6 - Hjertets Paradis '   Om bogen:  Fyrtårn 6: Hjertets Par...

Populære indlæg