torsdag den 11. juli 2024

Ugens anbefaling - uge 34

 

UGE 34

I denne uge anbefaler vi bogen 'JEG ER JØDE', som er skrevet af Bjarne Hatting.

Dette er en roman, som fortæller om en jøde, der bliver sat i Kz-lejr, og efter mange år kommer han til Malmø med de hvide busser.

Den er utrolig velskrevet og kan stærkt anbefales! 




Om bogen:

Historien om familien Goldstein fra Flensburg.  Hvordan faren, der har en smykkeforretning, dagen efter krystalnatten bliver kørt til kz-lejren Neuengamme. Her tilbringer han syv år. Hvordan han kommer med de hvide busser i april 1945 til Malmø, hvor hans kone og datter bor.


Uddrag af bogen:

Rebekka sad med Anja på terrassen og drak en kop kaffe og røg en cigaret. Åke var på arbejde et par dage på Bornholm, så Anja havde det hele for sig selv. Rebekkas telefon ringede. Det er David, tænkte hun. Hun gik ind og tog telefonen. 
”Hallo,” sagde hun. 
”Taler jeg med Rebekka Goldstein?” lød en kvindestemme. 
”Ja, det er mig,” sagde Rebekka og undrede sig. 
”Jeg ringer fra Røde Kors her i Malmø. Deres far sidder her og spørger efter Dem.”
Rebekka tabte telefonen og besvimede. Anja var lynhurtigt henne hos hende. Hun tog telefonen. 
”De taler med hendes veninde. Rebekka er besvimet.”
”Det er jeg ked af at høre. Hun har fået et chok. Hendes far sidder her og spørger efter hende.”
”Jeg ordner resten,” sagde Anja og lagde telefonen på plads. Hun lagde Rebekkas hoved i sit skød og strøg hende over håret. Tårerne løb ned over hendes ansigt


mandag den 8. juli 2024

Ugens anbefaling - uge 28

 

UGE 28

I denne uge anbefaler vi bogen 'Sign', der er skrevet af R. Rasmussen.

Det er en fortælling om farefuld livsfærd, slagmarken og meget mere.

Den er utrolig velskrevet og kan stærkt anbefales! 




Om bogen:

Dette er en fortælling om en farefuld livsfærd for de unge krigere Hvea og Daam, vokset op i en mørk verden besmittet med vold og ondskab nedarvet fra undergangen passeret i det 21. århundrede. De er børn af to tilbageværende totalitære teknomagter – Domed Kosmos Berlin og New Mega Moscow – som bekriger hinanden for at få overherredømmet.  
Befolkningerne er holdt i et jerngreb som undersåtter og kanonføde. Øen Dark Land er hjem for uregerlige krigerstammer med deres styrke af humaniode dræberbotter, totalt overlegne mennesker, kaldet supraer. Dark Land bliver brugt som bufferzone mellem de krigsførende bystater med hensigten at hærde krigere, kyborgere, supraer og til at teste nye våben. I det arrede, vindblæste ruinlandskab dækkende det meste af øen kaster kamppatruljer fra de tre fraktioner sig ind i blodige sammenstød for at træne krigens kunst.  Despoterne fra Domed Kosmos Berlin og New Mega Moscow ser fordele i at opretholde Dark Land-ordningen. Det er også en måde at holde den altødelæggende totalkrig fra døren – i det mindste for et stykke tid.   
Forskerne og ingeniørerne fra Supradivisionen i New Mega Moscow har opfundet medieuafhængig avanceret maskinintelligens kropsliggjort i en ny generation af supraer.  Opdukken af tre prototyper på slagmarken trækker fronterne hårdt op og sætter tingene i bevægelse. En dødsensfarlig trussel og prøvelser lurer i kulissen, ikke mindst for den smukke krigerinde Hvea, kropskunstprydet med en selvfortærende drageslange. Vil Hvea og Daam slippe levende fra deres møde med Dark Lands hårdføre indfødte og den legendariske general Arkan?  Situationen kalder på åbenhed, mod og handlekraft kun at finde i udvalgte få fra menneskenes rækker.    
I mørket stjernerne lyser klarest!

 

Uddrag af bogen
Hvea løftede hjelmvisiret op og kunne med ét smage salt i luften og lugte havet. Dette til trods for at det fra den indtagede stilling ikke var muligt at se det smalle sund mellem den ødelagte by på den vestvendte kyst beliggende lige overfor Dark Land. Nogle høje ruinbebyggelser blokerede havudsigten fra stedet. Spetsnaz-teamet fra New Mega Moscow var ved at være i taktisk position til at indlede angrebet på en mindre gruppe low-techere. Patruljen havde sporet og jaget gruppen fra indlandet helt ud til ruinbebyggelserne ved Øresunds vestlige kystlinje. De havde i desperation forsøgt at undslippe ved at søge ind i denne højhusbebyggede bydel på en mindre ø i udkanten af det ødelagte urbane område. Det var en forkert beslutning. Den eneste flugtvej, de havde tilbage, var en svømmetur til Dark Land. Havde jeg været i deres situation, var jeg hoppet i og havde crawlet som en gal. Den chance var forpasset. Det var enden for disse stakler. Hvea gøs en smule ved tanken.


tirsdag den 2. juli 2024

Månedens forfatter - juli 2024

 

MÅNEDENS FORFATTER
JULI 2024

KLAUS NØRGAARD JØRGENSEN



I denne måned har forlaget udvalgt Klaus Nørgaard Jørgensen som månedens forfatter. Klaus har skrevet mange bøger inden for en lang række genre, som fantasy, sci-fi, skønlitteratur, digte mm.

Et lille udpluk af værker fra Klaus.




Forfatterens egne ord:

Jeg har altid interesseret mig for historie og de fleste af mine romaner falder i den kategori, der hedder historisk fiktion. Ofte har mit udgangspunkt været en situation i historien, hvor ”man” ikke har vidst, hvad der egentlig er sket, men kun har kunnet gisne. Enten fordi situationen ikke er beskrevet i samtidige kilder, eller fordi der er modstridende oplysninger, om hændelserne der ledte op til situationen. Det har jeg i mange af mine romaner taget, som en oplagt mulighed for at lade fantasien råde i et historisk set-up.

Det har jeg gjort i både min viking serie fra ”Rane – den første viking” til ”Ulf Skjald – Den sidste viking”, seks bind om 10 generationer af den samme viking slægt, såvel som med Mikkel Munk serien, hvor det var en hændelse i Erik af Pommerns liv, hvor han historisk set forsvandt fra Danmark i omkring 2 år. De 2 år satte mig i gang med ”Tænk nu hvis han i var….”. Det blev til 2 bind om Mikkel, der fik så ussel en start på tilværelsen, men som fik et eventyrligt liv i begivenhedernes centrum.

De bøger er som det meste andet, jeg har skrevet, historisk fiktion. Jeg skriver altid i jeg-form ud fra et mandeperspektiv, og det kan ind imellem sætte begrænsninger for, hvor meget jeg kan ”male” med sted- og følelsesbeskrivelser og stadig fremstå med et ærligt mandsperspektiv.

Jeg er født i 1961 i Aarhus og har skrevet, siden jeg i 2017 fik konstateret Parkinsons. Med den
diagnose fulgte, for mit vedkommende, en fornemmelse af ”nu eller aldrig”, hvis det med at skrive skulle blive til noget.

De fleste af mine bøger har geografisk taget udgangspunkt i det område hvor jeg bor (Blegind) eller har boet i (Østjylland). Mine kone og vores 4 voksne børn og alle deres børn vil i en del af bøgerne kunne nikke genkendende til situationer og talemåder, men jeg er normalt yderst forsigtig med at tage familiemedlemmer og naboer med i bøgerne i andet end små og positive sammenhænge, som jeg kan stå ved.

Da handlingen i mine romaner stort set er fri fantasi, optræder de navngivne personer, mig selv incl., altid i en bevidst fiktiv sammenhæng uanset, at det ude fra kan virke, som om jeg skriver om mig selv! 

Sci-fi og Fantasy er to kategorier jeg altid har været fascineret af og med Asandur fantasy trilogien, tog jeg kampen mellem det gode og det onde op.

Asandur er et sted. Et sted hvor den udødelige bor. Den udødeliges hule – A San Dur - er stedet, hvor de gode udvikler sig, og hvor deres viden og evner akkumuleres over tid.

Den rejse der i ”Asandur” starter i Norditalien er endnu et eksempel på, ”hvad nu hvis…”, måden at starte en roman op på, og bogen startede oprindelig som endnu en historisk fiktionsroman. En roman om folkevandringstidens Cimbrere og Jyder, der uvist af hvilken årsag drog syd på fra Jylland og hærgende drog ned gennem Europa på jagt efter et nyt levested og det på en måde, der århundreder ville kunne få en Djengis Khan til at rynke på næsen med et: ”Ro på! Sådan man sgu ikke opfører sig!” Folkevandringstiden er allerede beskrevet af mange, så min tanke med Asandur var: ”Hvad nu hvis én af disse udvandrere pludselig sagde: ”Stop, jeg gider ikke mere - Jeg går hjem!”

Det gav historien en drejning i mit hoved, og så kom fantasy aspektet til, og det blev en historie om at vende hjem. Kampen mellem A San, som repræsenterer ”den gode” og alle ”de onde” blev omdrejningspunktet, der ledte mig gennem ”Asandur”. ”Vejen til Asandur”, som starter i den tid, hvor Doggerland, stadig for en stund, forbinder England med resten af Europa, handler om hvorledes myten om Asandur blev født og rejsen til det sted, hvor den første A San slog sig ned.

Personerne fra de første to bøger mødes i ”Asandur – Den nye tid”, og kampen mellem det gode og det onde ændrer karakter. Jeg ved ikke endnu, om der kommer en fjerde borg om Asandur, men hvis efterspørgslen opstår, så er det absolut ikke umulig.

Med venlig hilsen
Klaus Nørgaard Jørgensen


Ugens anbefaling - uge 27


UGE 27

I denne uge anbefaler vi bogen 'Turist i Tyskland - en kulturhistorisk rejse', der er skrevet af Jørn Ørnstrup.

Forfatteren tager dig med igennem en togrejse i Tyskland.

Den er utrolig velskrevet og kan stærkt anbefales! 




Om bogen:

På sin togrejse ned gennem Tyskland tager Jørn Ørnstrup læseren med til spændende steder, som han kender godt. Undervejs fortæller han om kulturlivet, restauranter og caféer og de personligheder, som gennem tiden har præget stederne. Samt om de politisk, dramatiske begivenheder, som har fundet sted i Tyskland.

 

Stederne er: Flensborg, Lübeck, Hamborg, Celle, Frankfurt am Main, Mainz, Rhinen, München, Nürnberg, Erfurt, Weimar, Dresden, Leipzig, Lutherstadt Wittenberg, Potsdam. Berlin, Usedom, Rügen, Hiddensee, Rostock, Warnemünde, Wismar og Sild.

 

På café i Wien:

”På baggrund af stor akkuratesse, kærlighed og uforglemmelige stunder skildrer han cafélivet og dets historie. Resultatet ligger langt fra venstrehåndsarbejde. Her er tale om engagement og stilsikker indsats, hvor der mellem linjerne står, at Ørnstrup befinder sig i sit sande element.”

 

Svend Klarskov på SKlassisk.dk

 

Længslernes land:

”Hvis du aldrig har været i Portugal, men overvejer at holde ferie i Europas sydvestligste hjørne, skulle du læse en ny bog om Portugal. Den giver unægtelig appetit på turen – og en masse nyttig baggrundsinformation. På samme tid skærper Længslernes land rejseappetitten og uddyber oplevelsen undervejs gennem det attraktive rejseland.”

 

Jørgen Lind i Lolland-Falsters Folketidende

 

Uddrag af bogen

Længere henne ad Kurfürstendamm med de skyggefulde plataner med de tykke stammer, i nummer 193, får jeg øje på en anden café. Café Grosz hedder den. Jeg lister derind og bestiller en Maria Theresia – det er en mokka med appelsinlikør og flødeskum ovenpå. Den klassisk indrettede café er opkaldt efter kunstneren Georg Grosz, en af nazitidens entartede kunstnere. ”Jeg rejste på grund af Hitler. Han er også maler, ved De, og der så ikke ud til at være plads til os begge i Tyskland,” sagde Grosz, som var kendt for sin spottende og satiriske kunst.

Månedens forfatter - december 2024

Månedens forfatter er Helle Marianne Dyrholm Helle har udgivet to bøger 'EN, SOM BARE ER DER' og 'JONAS OG DRAGENS KLØER.' ...

Populære indlæg