mandag den 2. december 2019

JULEBØGER ANNO 2019

Julen er snart over os, og hvad er bedre end at tage en pause fra julestressen og slappe af med en hyggelig julebog sammen med de mindste i familien? Forlaget mellemgaard udgiver igen i år et par nye julebøger, som vises herunder. 

LILLEJULEAFTEN MED KARL OG EMMA 

Karl og Emma tager lillejuleaften med mor i indkøbscentret for at finde en gave til far-mor. Børnene kunne også godt tænke sig en lille gave inden den store dag i morgen, men det synes mor ikke er en god idé. Men så er det, at de møder julemanden… 

Skrevet af Kirsten Nørgaard 
30 sider • Bogladepris kr. 149,95





ANNE, JOHN OG JULEMANDEN 
Anne og John har besluttet sig for at aflægge julemanden et besøg. De har et stort problem, og det er, at de ikke ved, hvor han bor. I et gammelt skur møder de en rar dame, der tidligere har haft besøg af julemanden, men hun har desværre ikke hans adresse. Sidste gang hun hilste på ham, glemte han dog kortet, som viser vejen til lageret, hvor han plejer at hente julegaverne. Da Anne og John alligevel skal besøge julemanden, lover de den rare dame at tage kortet med. Om det lykkes Anne og John at få afleveret kortet til julemanden, så han kan komme ud med gaverne, kan du læse mere om i bogen.

Skrevet af Bjarne Larsen 
152 sider • Bogladepris kr. 159,95



Julebøgerne er perfekte til en afslappende hyggestund med de mindste i familien eller som en pakkekalendergave, der helt sikkert vil falde i god jord. Hvis de nye julebøger ikke er helt din smag, så tag et kig på vores hjemmeside www.mellemgaard.dk hvor der findes et hav af andre bøger og julebøger.                            

















torsdag den 31. oktober 2019

Historien om Ruth Corduas forfatterskab

”Når en alderstegen folkepensionist tager et kvantespring og uden tilløb skriver sin første bog, kan det godt vække en del undren − men når hun i hurtig rækkefølge skriver den næste og den næste, må forbløffelsen vel siges at blive bragt til ophør.” Sådan står der i afsnittet ”Om forfatteren” om Ruth Cordua. 

Man hvad fik så den alderstegne folkepensionist til at skrive? Ruth Cordua siger selv, at hun blot var en pige med munden fuld af ord. Da hun uden varsel blev kronisk syg, flygtede hun ind på sin kontorstol, for der mærkede hun ikke symptomerne. Og så skrev hun ellers teksten til en tusind sider lang bog.

Ruth Corduas første bogudgivelse ved Forlaget mellemgaard – Arilds tid


Inspirationen til at skrive bøgerne kom som lyn fra en klar himmel. Ruth fortæller selv, at der hang en erindring om en drøm i hendes hoved. Hun satte sig ned med fingrene til tastaturet ved starten af sin første bog og sagde; ”Nu tager jeg udgangspunkt i den drøm og skriver, hvad jeg tror, der sker, efter at drømmen slap op.” 

Ruth ser tilbage, idet hun nu sidder midt i slutningen af sin tolvte bog. 
Jeg kan godt se, at jeg i mit forfatterskab har sprunget som hø og hakkelse. Da jeg havde skrevet en bog, som i virkeligheden var begyndelsen til den første bog – ærlig talt! – forlod jeg emnet fremtidsvision og sprang lige ud i en historie om narkohandel, kvindemisbrug og våbenhandel, hvor jeg stillede spørgsmål til nutidens offentlige instanser og deres troværdighed.” 
Konkluderende tilføjer Ruth, at hun ELSKER at sidde og finde ud af, hvor handlingen nu bevæger sig hen, for den er ikke planlagt og har det med at komme i sidste sekund.  

Derpå gik det slag i slag for Ruth Cordua. 
Men hvorfor skulle man overhovedet købe og læse en af Ruth Corduas bøger - dét svarer hun på her:
”Jeg har i årevis sluttet mine word-filer med et suk og slet ikke løftet bare en lillefinger for at få bogen trykt. Hvis mine venner og familie ikke orkede at læse mine bøger, trak jeg på skuldrene, og nu må alle læserne i lille Danmark nok spørge: Hvorfor i alverden skulle de så købe en bog af Ruth Cordua?”




”Jo, nu skal I høre. Der er sjældent sat grænser for, hvad mine hovedpersoner bedriver, og du bliver kostet rundt i alverdens lande på mere eller mindre tvivlsomme togter i egne, jeg selv har besøgt.” Ruth slutter af med at sige, at man bare skal tage en af hendes bøger med på sin daglige pendlertur eller med i sengen. Man skal nok blive bidt af handlingen, måske lige så bidt af den, som Ruth blev af at skrive bøger. 

Alle bøger er tilgængelige på tryk eller som e-bog. Bestil dem i dag på www.mellemgaard.dk eller køb dem i din lokale boghandel. 

torsdag den 10. oktober 2019

NYE UDGIVELSER OKTOBER 2019



Den 14. Oktober udgiver Forlaget mellemgaard en god stak nye bøger. Du kan allerede nu få et sneak-peak, de bøger vi udgiver. Der er noget for enhver smag, både historiske romaner, selvbiografier, digte, fantasy, og meget mere! 

Alle bøgerne kan allerede nu forudbestilles på Forlaget mellemgaard 💪

torsdag den 15. august 2019

💭Psykisk sundhed💭

Et anker af flamingo





Pernille Frandsen udkom i maj 2019 med bogen "Et anker af flamingo", som siden da har været et hit blandt anmelderne. I bogen, som sætter fokus på et vigtigt emne, kommer vi helt tæt på oplevelserne ved at blive indhentet af fortidens skygger og hvordan det er at modtage mislykket psykiatrisk behandling med medicin og electrochokbehandlinger, der ender med at forandre forfatterens liv og hjerne for altid.







ISBN 978-87-7218-375-6 
Vejledende pris 199,95 DKK



Anmelderne udtaler: 

"Jeg vil mene, denne fortælling, burde være en del af et pensum i sundhedsuddannelserne." Annette Zastrow, klinisk sygeplejerske 

"Jeg vil anbefale bogen til alle som arbejder i psykiatrien, men alle andre kan også have stor glæde af at læse Pernilles beretning. Den er et vigtigt input i debatten om psykiatrien i Danmark, og den viser at psykisk sygdom kan komme fra mange forskellige ting og ramme alle." Kreativepips.dk


3 år, 7 måneder og 26 dage
- en stressramts dagbog


I denne dagbog får læseren et indblik i hvordan det er at leve et liv med stress, inklusive de tanker, problemstillinger og situationer der er, set indefra med en stressramts øjne. 

Uddrag af bog: 

Jeg er nødt til at melde fra. Stoppe arbejdsprøvningen og jobplanen uanset konsekvenserne, ellers dør jeg simpelthen. 




ISBN 978-87-7190-980-7
Vejledende pris 199,95 DKK



Tilbage til naturen
- en bog om naturterapi


Denne bog vil tage dig i hånden og føre dig ind i naturterapiens univers for til sidst at give dig inspiration til ikke kun at bruge naturen for din egen skyld, men også give bud på, hvad du kan gøre for at give naturen noget tilbage.  

Uddrag af bog: 

Det, der sker, når vi er i naturen, er at vi kommer "back to basic" i disse naturoplevelser. Det er en slags frihed. Der er højt, og der er bredt. Landskabet er bredt ud foran os. Naturen opfordrer til, at vi er forundringsparate, og at vi oplever, at vi har styrken til at kunne være i naturen på alle årstider.


ISBN 978-87-970328-5-5
Vejledende pris 249,95 DKK


Det som ingen ser 


Det som ingen ser fortæller Kasper Valentins barske historie om at være usynligt syg, og hvordan han håndterede det, at hverken læger, familie eller venner kunne se, at der var noget galt med ham. Det er også historien om, hvordan han fik tilværelsen til at fungere igen, efter han mistede sin gamle tilværelse og sine drømme om fremtiden.

Kasper medvirkede i 2014 i DR-dokumentaren "De uhelbredelige?"


ISBN 978-87-7190-172-6
Vejledende pris 199,95 DKK




Alle bøgerne kan købes hos Forlaget mellemgaards hjemmeside, eller hos din lokale bogforhandler.💚




onsdag den 10. juli 2019

5 krimier du skal læse

5 krimier du skal læse

Skal du ned i varmen og slænge dig ved poolen, eller skal du rundt i det danske land på camping? Uanset hvad, så er der altid plads til en god krimi i håndbagagen. Vi anbefaler derfor 5 fængende krimier, der er gode til sommerlæsning, og spækkede med spænding. ☀🍉🌻🍦

Læs mere om bøgerne her.


Liget af en ung mand ligger en tirsdag morgen på jorden i Præstelunden, hvor den nyansatte børnebibliotekar Sigrid finder det. Politiet i Haslev bliver tilkaldt, og kort efter kommer efterforskerne fra Næstved. Det lille team af efterforskere får travlt, ikke mindst da en dreng samtidig forsvinder. En speciel dreng, Sebastian, som hver eftermiddag sidder det samme sted på biblioteket og kan se lige ned i Præstelunden.


Påsken 2018. Lagerarbejderen Thomas rejser fra København til Jerusalem for at bringe kisten hjem af sin storebror, Peter, der er blevet dræbt ved et terrorangreb i byens ultraortodokse kvarter, Mea Shearim. Peter arbejdede til sin død som psykolog på en klinik, der specialiserer sig i patienter med Jerusalemsyndromet; en psykose, der hvert år rammer mellem 30-40 af byens kristne besøgende. Da en tidligere agent fra den israelske efterretningstjeneste Shin Bet overbeviser Thomas om, at Peter ikke var et tilfældigt offer for terror, begynder de en efterforskning, der fører Thomas ind i det gamle Jerusalems labyrintiske gader og tilbage til sin egen religiøse fortid, indtil han til sidst står foran det højspændte centrum for tre religioners dedikerede tro og dommedagsforestillinger: Tempelbjerget.

Er et nyt terrorangreb med enorme konsekvenser på vej til at ramme Jerusalem? Er Thomas i gang med at redde verden, eller er han blot det seneste offer for Jerusalemsyndromet?


Rigsvåbnet har i mange år haft til huse i en bygning på Flådestationen i Frederikshavn. En ordning begge parter har været både tilfreds og fornøjet med. Et chefskifte ved søværnet gør det nødvendigt at finde nye løsninger. Gamle kendinge, der har været sikkert anbragt i fængsel, dukker op. Et spionskib udfordrer installationer i det danske forsvar og saboterer landets infrastruktur. En bande franske banditter med mafiarelationer drager hærgende gennem Sydsverige og Vendsyssel.
Rigsvåbnet klarer de fleste udfordringer, men det koster dyrt!

Bag i bogen er der selvfølgelig nye opskrifter fra Anna Storms provencalske køkken.

Da liget af den 8-årig Fie bliver fundet i Verup Skov nord for Gæringe, bliver Jon Harding tilbudt en særlig stilling som konsulent for kriminalpolitiet. Pigen forsvandt tilbage i 1990, og sagen blev aldrig opklaret. Året efter forsvandt pigens veninde, og hendes lig er endnu ikke dukket op. Kort efter fundet af Fies lig modtager Jon et anonymt brev, hvori brevskriveren udpeger en navngiven mand som gerningsmanden til mordene på Fie og hendes veninde, men hvem er den anonyme brevskriver? Jon bliver sat til at arbejde tæt sammen med Anette Fabian, og sammen må de begynde helt forfra med efterforskningen af de næsten tredive år gamle mordgåder. Skal gerningsmanden findes blandt politiets allerede mistænkte fra sagen, eller skal Jon og Fabian lede i en helt anden retning?

Mysteriet bliver ikke mindre kompliceret, da politiet finder endnu et skelet, som muligvis er interessant for sagen. Jon og Fabian må afhøre alle de implicerede fra dengang, men hvor meget kan de få vidner egentlig huske?

Små øjne kan også huske er femte bind i Hængedynd-serien.



En ung kvinde myrdes. Beviserne er fældende. Kriminalassistent Christian Krake kender den anholdte mand personligt og vil gøre alt for at rense ham. Efterforskningen trækker spor fra Danmark til øen Rhodos i Grækenland og til et stort skibsværft i Tyskland. Krake opklarer sagen, men han står følelsesmæssigt stærkt påvirket tilbage med sandheden.

Skjult fortid er femte bind i serien om kriminalbetjenten Christian Krake – bøgerne kan læses hver for sig.


Alle bøgerne kan  købes på vores hjemmeside mellemgaard.dk, eller hos din lokale bogforhandler. 

mandag den 8. juli 2019

NYE UDGIVELSER JULI 2019


☀NYE UDGIVELSER☀

Forlaget Mellemgaard udgiver i dag den 8. juli en række nye bøger. 

Læs mere om bøgerne på Forlaget Mellemgaard, og bestil dem allerede i dag. 


Derudover ønsker vi en rigtig god sommerferie til jer alle 🍉🍋🌻🌞

mandag den 20. maj 2019

torsdag den 16. maj 2019

Inspiration til storebededags læsning

Skal du på forlænget weekendtur, besøge familie, eller bare slappe af derhjemme? 

Uanset hvad dine ferieplaner er, så skal der være plads til fordybelse og tid til at finde ro. Dette kan gøres med en god bog, og derfor har vi fundet dette udvalg frem, af bøger som kan hjælpe dig med at finde din indre ro, i en ellers til tider stressende hverdag. 



Når sindet har fokus er skrevet til mennesker med psykisk sårbarhed og tager hensyn til via råd og vejledning, hvorledes det sagtens kan lade sig gøre, til trods for at hverdagen ofte kan være et svært mål at lykkes med at overleve på grund af overstimulering og følelsesladede situationer.

På en nænsom og behændig måde gives anvisninger på, hvorledes mål kan etableres, gennemarbejdes og indhentes med en succes, som vil være med til at styrke din selvtillid og dermed skærpe din robusthed i forhold til din sårbarhed.

Uddrag af bogen
For rigtig mange psykisk sårbare vil angsten være en skygge, som ligger over ens liv, og som det kan være svært at både forholde sig til, men også at sætte ord på og være konkret over for.
 Med et sind, hvor alle sanser mere eller mindre konstant er modtagelige, og hvor påvirkninger udefra præger ens tanker, vil der løbe en understrøm af angst i både tanke og gerning.
Den generelle angst præger derfor hele tilgangen til tilværelsen, hvorfor den dybere årsag til dens oprindelse kan være en svær opgave at bearbejde konkret.
Det gælder derfor om i første omgang at etablere et fokus, som bevæger sig væk fra denne angst.
At skabe et fokus, som betyder, at sindet bliver optaget og opholder sig i forhold til nogle områder, hvor koncentrationen bliver øget, og hvor din interesse for dine indsatser bliver skærpet i en grad, hvor du mere eller mindre bevidst får fyldt hjernen op med emner, som udskifter dine negative, bekymrende og angstprægede tanker.


Bogen udkommer den 20. maj 2019, og den kan købes hos din lokale bogforhandler, eller på


Når sindet er sårbart giver dig gode råd og anvisninger på, hvordan du ud fra blandt andet etablering af dine ti personlige bud, dine livsprincipper for værdier og normer i livet samt livsprincipper mentalt kan træne dig til en højere grad af robusthed i sindet, som dels kan give dig større livsglæde, dels kan forhindre sygdom i fremtiden.
Styrk din robusthed i sindet, og drag fordel af de styrker, din sårbarhed også indeholder!
 
Uddrag af bogen
Det er muligt, at du får eller har alt under kontrol – at du er organiseret, har systemer til alt, er spot on med hensyn til din produktivitet, har sunde vaner og alt, hvad der hører sig til for at have overblik og kontrol. Tillykke til dig! Lige indtil der dukker uforudsete hændelser op, der ødelægger dit perfekte univers for kontrol. I de sammenhænge kan du opleve angst og usikkerhed, indtil du får kontrollen tilbage.
Men ikke alle ting i livet er mulige at opnå af komfort og kontrol over. Dødsfald, sygdom, uheld, kriser er alle eksempler på hændelser, hvor livet ikke er til at kontrollere, hvilket kan skabe kvaler for dig, som søger evig stabilitet.
Løsningen kan være at acceptere dette faktum og derfor træne dig selv i at acceptere den ukontrollable karakter af ethvert øjeblik.

Bogen udkom maj 2018, og den kan købes hos din lokale bogforhandler, eller på



3 år, 7 måneder og 26 dage er en dagbog af tanker, problemstillinger og situationer set indefra med en stressramts øjne. Den er til både skræk og advarsel for folk, der har symptomer på stress, til pårørende, der ikke kan forstå, hvorfor deres nærmeste pludselig reagerer anderledes end sædvanligt, arbejdsgivere, der burde lære stresshåndtering, til socialrådgivere eller sagsbehandlere eller bare mennesker, som vil have en større viden om, hvad der sker i hovedet på en stressramt. Den er en beskrivelse af, hvor nedbrydende samfundet er skruet sammen for stressramte, og hvor godt et helbred det egentlig kræver at være syg, hvis man vil have en chance for at komme ovenpå igen.

Uddrag af bogen
Jeg er konstant ør, fraværende, trist til mode, og strandturene hjælper ikke det helt store længere. Min hukommelse og koordinationsevne er ikke eksisterende, og jeg ligger vågen om natten med forfærdelig uro og tankemylder. Alt kører bare rundt i hovedet på en, også øjnene, og man er ikke selv herre over, hvad man tænker. Tankerne behøver ikke at have noget med arbejdet at gøre, det kan sagtens være episoder fra ens barndom eller ungdom (ikke nødvendigvis negative), men også tanker om mine bedsteforældre, om kælketure i Marbæk eller leg nede i baggården som 4-5-årig – noget underligt forvirrende mylder, som ikke vil stoppe. Jeg er nødt til at melde fra. Stoppe arbejdsprøvningen og jobplanen uanset konsekvenserne, ellers dør jeg simpelthen. Jeg er totalt udmattet, kan ikke hænge sammen og hverken rumme mine nærmeste eller mig selv – jeg vil bare have freeeeeddd og tænke på absolut intet! – Kun koncentrere mig om at trække vejret dybt ned i maven og prøve at tænke positive tanker. I den forbindelse skal jeg jo så igen til lægen. Han synes, at det er ærgerligt, at jeg er sygemeldt fra arbejdsprøvningen, og kan ikke forstå, at jeg ikke snart får det bedre.


Bogen udkom juni 2018, og den kan købes hos din lokale bogforhandler, eller på

onsdag den 15. maj 2019

Se vores spændende udvalg af digte

Forlaget mellemgaard har et stort udvalg af forskellige digtsamlinger. Herunder vil vi gerne præsentere 3 udvalgte digtsamlinger, for at du kan få et indblik i hvilke forskellige spændende digte, forlaget udgiver. 


Første digtsamling er skrevet af Ann R. Sørensen, der skriver nogle meget kontrastfyldte digte, der både handler om lyset og mørket. Med digtsamlingen belyses følelsen af at falde i et dybt sort hul, samtidig med at forfatteren vil bevise, at man godt kan ændre sine tanker i retningen af det positive. 

Af Ann R. Sørensen  


Anden digtsamling er skrevet af Lita Domino. Digtene handler om at lære sig selv at kende på trods af, at man tidligt i barndommen er blevet gjort forkert i sin egen krop. Emnerne håb, samtale, forløsning og kærlighedens sejr bliver behandlet i digtsamlingen.
Af Lita Domino 


Tredje digtsamling er skrevet af Kenn Hansen, der er uddannet som zoneterapeut og massør. Med relation til hans erhvervsmæssige baggrund er meningen med hans digtsamling at belyse, hvordan de forskellige tanker og tankemønstre har betydning for balancen mellem vor psyke, personlighed og sjæl. Digtsamlingen er skrevet med håbet om at hjælpe dig med at åbne op og få dig guidet ind til det bedste i dig.
Af Kenn Hansen 


Alle digtsamlingerne kan købes på www.mellemgaard.dk, hvor det også er muligt at læse mere om de tre digtsamlinger og mange af forlagets andre bøger 📚


torsdag den 9. maj 2019

Boganmeldelse: MED ALT BETALT

"MED ALT BETALT"

Bog skrevet af: Marianne Joensen
Anmeldelse af: Lene, blogger på Litteraturetale



284 sider
249,95 DKK

For et par år siden fandt jeg et par Kay Bojesen figurer på en dansk hjemmeside. De var så billige, at det næsten var løgn - og det var det også. Altså løgn. Jeg var blevet narret, for hjemmesiden var fiktiv - og jeg fik aldrig mine figurer. Efterfølgende var det værste ikke alt besværet med at spærre Dankortet, papirer der skulle udfyldes for at få mine penge retur og venten på et nyt Dankort. Det værste var den grimme følelse af skam. Skammen over at jeg havde været så naiv og godtroende - og først tjekkede Trustpilot, da jeg havde overført pengene. Det gik lige et par dage, inden jeg fortalte andre om, hvor idiotisk jeg havde været. Jeg var så flov.

Oplevelsen - og den skamfulde følelse - kom tilbage til mig under læsningen af Marianne Joensens "Med alt betalt", hvor hovedpersonen, Maria, køber en lejlighed i det tyrkiske ferieparadis Alanya. Tror hun. For der er ingen lejlighed, må Maria erfare, da hun har overført pengene uden forudgående at have set et bevis på dens eksistens. Tværtimod bliver hun lidt fornærmet, da en bankansat råder hende til at lave en bankgaranti forud for købet. Mine to Kay Bojsen figurer tåler beløbsmæssigt naturligvis ingen sammenligning med det, Maria sætter til økonomisk, men skammen over at være naiv og godtroende skriver Marianne Joensen så fabelagtigt frem, at jeg som læser kunne mærke den. Følelsen af at blive konfronteret med sin egen naivitet, når man egentlig anser sig selv for at være et rimeligt forstandigt menneske, står knivskarpt undervejs i læsningen.

Maria er mor til tvillingerne Emilie og Sofie, og det er via sin danske forsikringsmand, Palle, at hun får en tilsyneladende enestående mulighed for at investere i det tyrkiske ferieparadis på favorable vilkår. Da pengene er overført, holder Maria en festlig sammenkomst for at fejre købet sammen med familie og venner. Blandt Marias nærmeste hører, udover børnene, søsteren Lykke og forældrene, også hendes chef, Solveig, fysioterapeut og fritidstransvestit. Derudover er der vennen Henrik, der arbejder ihærdigt på at blive mere end blot en ven. Marias nyerhvervede lejlighed falder i særlig god jord hos datteren, Sofie, der er stormende forelsket i Mehmet, som hun har mødt under et tidligere ophold i Alanya. En forbindelse som Marias eksmand og Sofies far, Per, ser på med stor misbilligelse. Et mishag som han på ingen måde lægger skjul på - hverken overfor Maria eller Sofie.


Ret hurtigt bliver det klart, at det er mere end almindelig vanskeligt at få et skøde på lejligheden fra Palle og hans tyrkiske kompagnon Murat, og Marias bestræbelser på at få det bliver for alvor sat på pause, da Palle over telefonen meddeler hende, at hans kræftsygdom er vendt tilbage. Herefter trækker Maria naturligvis respektfuldt følehornene til sig i en periode. Lige indtil den dag hvor to brødre tropper op på hendes dørtrin for at overbringe nedslående nyt om Palle, hans metoder og forholdet til den tyrkiske forretningsforbindelse.


Herefter starter det, jeg vil kalde Marias korstog. Hun vil have sine penge tilbage og for at nå det mål, skyr hun absolut ingen midler, og ønsket om at se retfærdigheden ske fyldest bliver en besættelse for Maria. Marias vrede over at være blevet snydt af Palle eskalerer nemlig hurtigt og udvikler sig til regulært raseri, der for Maria bliver en enorm stærk drivkraft, men på samme tid ødelæggende for alt og alle i hendes umiddelbare nærhed.


Forfatter Marianne Joensen skildrer relationerne mellem bogens personer troværdigt og indsigtsfuldt med sikker sans for det psykologiske spil imellem dem, så man romanen igennem har lyst til at læse videre. Spændingsniveauet er højt, selvom den primære handling er centreret omkring Marias enorme vrede over at være blevet snydt. Det giver romanen en konstant, sikker og god fremdrift. Derudover skriver Joensen med både humor og vid, så man også indimellem må trække på smilebåndet over Marias til tider groteske måde at få afløb for sit raseri på. Jeg har kunnet researche mig frem til, at romanen er autofiktiv - og med det i mente kan jeg sige, at kikkerten på ingen måde sættes for det blinde øje. Alt det uskønne, upassende og ucharmerende i Marias sinds kringelkroge afsøges og lægges åbent frem i 3. persons personbunden fortæller.


En god og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Ugens anbefaling uge 27

 UGENS ANBEFALING UGE 27 I denne uge anbefaler vi DAWNSTAR-SAGAEN.  De er en spændende fantasy-saga af Bjarne Nordberg Pedersen som er værd ...

Populære indlæg