Månedens forfatter er Mette Marie Moff Andersen, som har udgivet bogen, 'NÅR MIT MENNESKE FORSVINDER -Når sindet glemmer, men sjælen husker'.
Om bogen:
Når sindet glemmer, bliver kærligheden prøvet på en ny måde.
Når mit menneske forsvinder er en poetisk rejse for alle, der står tæt på et menneske med demens – pårørende, fagpersoner og medmennesker.
Gennem sårbare og nærværende digte gives stemme til både den, der forsvinder, den, der bliver – og den, der holder hånden undervejs. Her er plads til forvirringen, afmagten og sorgen, men også til lyset, forbindelsen og de stille øjeblikke, hvor sjælen stadig husker.
Bogen er ikke en manual.
Det er et hjerterum.
Et sted at læne sig ind, trække vejret og mærke, at ingen går vejen alene.
Forfatterens egne ord:
Jeg har altid skrevet, fordi jeg havde brug for det.
Når livet gjorde ondt, skrev jeg.
Når livet gav mig håb, skrev jeg.
Ordene blev min medicin. Et stille rum, hvor jeg kunne trække mig tilbage, når livet gjorde ondt. Et sted, hvor jeg kunne trække vejret, finde ro og langsomt sætte ord på det, hjertet havde svært ved at bære.
For lidt over et år siden mødte jeg en ven fra min ungdom. Vi har kendt hinanden i omkring 25 år. Han var fotograf og har gennem årene foreviget mange af livets store øjeblikke blandt andet vores bryllup.
Den dag stod vi over for hinanden.
Jeg blev ramt lige i hjertet.
Vi var sammen i stilheden og i de minder, vi engang havde delt. Nu skulle vi lære at være sammen på en ny måde.
Han vidste ikke længere, hvem jeg var.
Alligevel kunne jeg mærke, at han genkendte noget i mig, som han ikke længere kunne sætte ord på.
Jeg kørte hjem med et hjerte fyldt af følelser, jeg ikke selv kunne sætte ord på.
Mine tårer faldt, som regnen falder.
Den selv samme aften skrev jeg de to første digte, som i dag findes bagerst i bogen.
Når mit menneske forsvinder er ikke skrevet om ham.
Bogen er født ud af mine erfaringer i arbejdet med mennesker, og han blev den inspiration, der satte de første ord på papiret.
Jeg havde ikke besluttet mig for at skrive en bog.
Jeg havde bare brug for at skrive.
De to digte blev begyndelsen på Når mit menneske forsvinder – Når sindet glemmer, men sjælen husker.
Siden den dag har bogen fået lov til at vokse stille og roligt. Den er skrevet ud fra tre perspektiver mennesket med demens, den pårørende og den professionelle fordi demens aldrig kun rammer den, der får diagnosen. Den berører alle omkring.
Jeg har aldrig skrevet, fordi jeg drømte om at udgive bøger. Jeg har skrevet, fordi jeg håbede, at mine ord kunne gøre en forskel.
Hvis bare ét menneske lægger min bog fra sig og føler sig lidt mindre alene, så har den allerede fundet sin plads i verden.
Jeg tror ikke, at vi altid kan ændre det, mennesker går igennem.
Men jeg tror på, at vi kan møde hinanden med nærvær, forståelse og kærlighed.
Måske er det derfor, jeg skriver.
For når ordene kan være med til at få bare ét menneske til at føle sig mindre alene, så har de allerede gjort en forskel.





