tirsdag den 2. december 2025

Ugens anbefaling - uge 49

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard 'VILDE BLOMSTER - Min barndom og tidlige ungdom fortalt til Gudmund Auring', der er skrevet af Petrusca Grimm.

Om bogen: 

Historien om Petrusca, som fra en lykkelig barndom kom tumlende ud i en vild ungdom, fyldt med spændende oplevelser, eventyr – og farer. Historien er fra de glade tressere og hektiske halvfjerdsere i forrige århundrede, hippiernes og ungdomsoprørernes årtier, da samtlige værdier blev taget op til revision, da frihed og moral blev endevendt, da børnene forkastede deres forældres tankegang og livsstil og vendte dem fuldstændig på hovedet, og da de forvirrede forældre havde ufattelig svært ved at forstå deres børn, hvor gerne de end ville.

Petrusca var med hele vejen, fra flugt hjemmefra, over blomsterbørnenes budskab om fred og kærlighed, over hash og hårdere stoffer, alvorligt misbrug, slumstorm og kollektiver, børnehjem og afvænning på psykiatriske hospitaler, til familiepleje, højskole og endelig en vej ud. Hun mødte mange forskellige mennesker, fra ulykkelige skæbner på børnehjemmet, over spændende mennesker i de alternative miljøer, til mange gode folk, som troede på hende og hjalp hende ud af misbruget og ind i et bedre liv. I dag er Petrusca 74 år, har fire børn, to plejebørn og elleve børnebørn. Et godt liv blev det - trods alt. 


Uddrag af bogen: 

Af og til fik vi tilladelse til at tage ind til Århus. Her gjaldt det selvfølgelig om at skaffe hash og andre stoffer, og måske var der basis for at score en sød fyr. Som regel gik turen pænt og artigt hjem om aftenen, ofte dog med stoffer i blodet, men det skete, at vi havde mod på flere oplevelser. Så gik turen til København, hvor vi gemte os i ”miljøet” og levede det ”søde” hippie- og junkieliv i nogle uger eller måneder. Når vi så blev opsporet og indfanget, kom vi på Sundholm, som var et opsamlingssted for folk som os, der skulle hjem til – eller fordeles på – landets institutioner. Sundholm var altid hyggeligt, for man kunne være ret sikker på at møde venner og bekendte. Og så vankede der flyvetur tilbage til Tirstrup og de trygge rammer på Bøgholt. Det var ren win-win-win: spændende tur til København, møde med vennerne på Sundholm – og så en flyvetur.


Bogen kan selvfølgelig købes på mellemgaard.dk

Månedens forfatter - December 2025

Månedens forfatter er Ingrid Gram Andersen, som har udgivet bogen, 'HUSNISSERNE'.


Om bogen: 

Husnissen Gustav pukler med at ordne alt husarbejdet hjemme hos Signe og Peter og deres to børn. Det er hårdt arbejde, når man er 323 år, og derfor sender han sin brevdue afsted efter hjælp. Flyveflip flytter ind. Han gider ikke arbejdet, så han laver om på det hele.


Forfatterens egne ord: 

I min barndom og ungdom læste jeg mange bøger og havde det sjovt med at skrive historier.

Jeg blev uddannet i 1991 som bibliotekar og har arbejdet på universitetsbiblioteket i Tromsø, Nordnorge, hvor jeg boede i en årrække. Her startede min lyst til at tage kurser i skrivning, hvilket jeg siden har gjort på højskoler, på kulturskolen og på nettet.

Længe har jeg haft en drøm om at blive forfatter, og jeg syntes efterhånden det var på tide at gå i gang, da jeg rundede de 50 år. Da coronanedlukningen kom og jeg blev sendt hjem fra mit job på Tønder
Grundskole, fik jeg den ide at skrive et lille stykke tekst til mine venner på Facebook.

Det var om havearbejde, overvejelser over en sangtekst, gymnastik, mad. En dag fik jeg lyst til at køre en tur i min
Yaris på de øde landeveje, kom hjem igen og forfattede en lille historie om Yaris og Pengepung, der ikke var med.

Her startede min forfatterkarriere.

Siden har jeg skrevet mange små moderne eventyr.

December 2020 ville jeg fortælle en anden forfatters julehistorie for børnene på skolen, men min ven

opfordrede mig til at skrive en selv og fortælle den. Det har jeg fortsat med at gøre. Altså skrevet og

fortalt en ny julehistorie hvert år. ”Husnisserne” er en sådan julehistorie. Ideen til den fik jeg, fordi min

ven kan lide at købe blåbær til mig og placere dem i køleskabet. Og så joker vi med at det er husnissen,

der er kommet med dem. Det er også ham der reder sengen og rydder op i køkkenet. Det er rart med sådan en husnisse.

Mit næste bogprojekt er en kombineret bog med eventyr i den ene ende og vender man den om, er der

julehistorier i den anden.

Ugens anbefaling - uge 49

I denne uge anbefaler Forlaget mellemgaard   'VILDE BLOMSTER - Min barndom og tidlige ungdom fortalt til Gudmund Auring ' , der er s...

Populære indlæg