tirsdag den 9. januar 2024

Månedens forfatter- februar 2024

 Månedens forfatter - februar 2024

    Lene Lund Johansen


I denne måned, februar 2024, er Forlaget mellemgaards udvalgte forfatter: Lene Lund Johansen, der udkom med sin nyeste bog i november 2023 "LYSET OG MØRKET - Min bipolare lidelse".

Om bogen: Det er en fortælling om livet med sygdommen, dens konsekvenser, forhindringer og muligheder. Fortællingen tager os med hele vejen – gennem barndommen, gennem ungdommen, gennem det voksne liv, hvor sygdommen sætter ind, for til sidst at konkludere på op- og nedture. Det er en bog til ligesindede, deres pårørende og måske også fagfolk.


Forfatterens egne ord:

Tænk sig at jeg skulle blive forfatter – Det drømte jeg ikke om for 25 år siden, da jeg begyndte at skrive til mine børn. Jeg er nu 58 år, på førtidspension, bor i Tversted og er vokset op i Randbøldal mellem Billund og Vejle.


Mine børn boede hos deres far. Efter mange indlæggelser på psykiatrisk afdeling i Vejle blev jeg skilt og ”mistede” mine børn. Derfor begyndte jeg at skrive. De var 6 og 8 år, og jeg havde så meget på hjertet, som jeg ikke kunne fortælle dem, men jeg kunne skrive.

Det blev en form for terapi for mig. Jeg skrev og skrev, og da jeg blev genforenet med en gammel veninde, skrev jeg også min historie til hende, som også er med i min bog.

Min bog begynder fra begyndelsen. Min barndom. Min barndom var fuld af kærlighed, aktiviteter, familie, venner, veninder. En meget lykkelig barndom, men så kom sygdommen pludselig, som lyn fra en klar himmel.


Jeg var omkring 30, havde mand og to små børn. Hus, have og hund. Alt var lutter idyl. Lige indtil jeg blev ramt af en voldsom psykose, og blev indlagt første gang. Jeg var hurtig hjemme igen, jeg og begyndte hurtigt at arbejde – Jeg ville videre. Men det endte med at blive meget svært. Jeg blev indlagt fire gange på fire år, og det endte med en skilsmisse.

I den forbindelse ”mistede” jeg mine børn. De skulle bo hos deres far, og jeg ”tabte” – alt dette har jeg nu udgivet en bog omkring. Om sygdommen der sent fik den rigtige diagnose. Bipolar lidelse.

Den rigtige diagnose blev først stillet da jeg fik tilbagefald som godt 50-årig. Der måtte jeg ned med nakken igen med to indlæggelser over 2 år.


Jeg skrev videre, men lige pludselig var jeg ligesom ”færdig”. Jeg synes, der kunne bindes en sløjfe, og jeg forærede mine børn, som nu var 30 og 32, mit værk. Det var ikke fordi, der var store overraskelser for dem, for vi har snakket meget igennem tiden, men de synes virkelig, at det var godt skrevet, og de sagde, at det skulle udgives, at det skulle blive til en bog.

En bog som måske flere kunne få glæde af. Jeg selv læser bøger, hører radio, ser TV – ja, æder alt råt, hvad angår bipolare lidelser, og andre psykiske lidelser. Jeg synes, at åbenhed er utrolig vigtig. Jeg har selv ved at læse, lytte og se, fået større indblik i, hvordan man kan være psykisk syg, og på denne måde ikke følt mig så alene, så speciel. Og det er rart. Det er rart ikke at være alene, ikke at være syg på en meget speciel måde.


Jeg håber at min bog kan komme bredt ud, og at folk synes om min måde at skrive på.

God læselyst / Lene Lund Johansen

”Lyset og mørket – min bipolare lidelse”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ugens anbefaling - uge 17

  UGE 17 I denne uge anbefaler vi kogebogen "Den lille kogebog til små pengepunge", der er skrevet af Jonathan B. Erichsen. Kogebo...

Populære indlæg