Margrethe Hansens anmeldelse af "Parkie - Dage og digte" skrevet af Klaus Nørgaard Jørgensen

Parkie - Dage og digte

Af Klaus Nørgaard Jørgensen

Anmeldelse af Margrethe Hansen

Espeløv var mit første bekendtskab med Klaus Nørgaard

Jørgensens digte. Det faldt jeg for med det samme.

Det udtrykte netop det, jeg følte, men som jeg ikke altid

kunne sætte ord på. Samtidig var det grafisk sat op som

svingninger, noget som de fleste PD patienter kun alt for

godt kender til

Nu har jeg fået lov at læse digtsamlingen PARKIE – DAGE OG DIGTE.

70 sider med glæde, sorg, bekymring, frustrationer, men også med en tro på

fremtiden.

Det er som PD patient jeg har vurderet digtene. Lidt sjovt sammensatte rim,

med ”åh så genkendelige” genvordigheder

De fleste slutter med et optimistisk håb eller en opfordring til at gøre noget

for at komme videre, noget, som man gerne vil og kan, måske noget nyt.

Som forfatteren selv beskriver i flere af digtene, at for ham er det en nødven-

dighed at skrive.

Glæde over livet, men også mange bekymringer om fremtiden og familien

som jo også lider.......

Søvnløsheden, en kendt følgesvend, beskrives i flere digte, endda 2 ens, lige-

som det svigtende syn og koncentrationsevnens deroute gerne får et ord

med på vejen SØVNLØS VI

”Søvn - din troløse tøjte,

Hvor er du? Ude at føjte?

Nat efter nat er du væk,

nu er det fjerde nat i træk ”

De mange, for andre uforståelige ON og OFF perioder, er beskrevet i HVOR

BLEV DEN AF?.

Den ustyrlige appetit beskrives i GLÆDE

” At spise efter behov og ikke kun som trøst

kan læres, men noget skal der ske først

Det er sgu besværligt, når PD` en rammer

alt er dog lettere, hvis tøjet ikke strammer”

Lugtesansen, eller manglen derpå, beskrives morsomt i PROPPEN I KROPPEN

”Konen sagde at der var bævitaminer i luften

Uanset hvad jeg gjorde, ku` jeg ikke mærke duften”

VENNERNE et meget kort digt, som dog siger så meget

”Selvfølgelig skal vi ses

det sker bare ikke

ses vi på gaden

er det nok at nikke”

Genkender noget i hvert eneste digt, det er Parkinson beskrevet på bedste vis

Familien er det vigtigste

”Kan du nogensinde forstå

hvad dine kære må gennemgå

hele døgnet, hver eneste time

er de vidne til din Parkinsonpine”

HVEM ER JEG

”Jeg er mig

Jeg har Parkinson

Parkinson har ikke mig

Parkinson er en tilstand

En lang række udfordringer

Men det er ikke mig - kun en tilstand”

Forfatteren har ikke opgivet håbet om en kur mod PD

ESPELØV (bragt i februarnummeret Parløbet)

- -nærer mit håb, min tro

På at der en skønne dag vil findes en behandling

så hjernen kan heles, en drømmeforvandling

så din og min hjerne igen vil virke som før

Tro på det, min ven, - jeg håber - jeg tør!”

Jeg vil ikke nævne flere symptombeskrivelser her, men citere slutningen af

det sidste digt OG HVAD SÅ!

”Vores verden er rystet, ikke faldet fra hinanden

gør blot, hvad du mener vil bevare forstanden

At være parkie er en tilstand, det`aldrig målet

søg det, der gør dig glad, og bid så til stålet”

Et ønske til fødselsdagen eller julegaven, hvis du kan vente så længe

Anmeldelse af Parkie - Dage og digte

Boganmeldelse

PARKIE - dage og digte 

Af Klaus Nørgaard Jørgensen

Jyden han er stærk og sej

Stærk og sej og jysk er også Rimsmeden fra Blegind; et alias for Klaus Nørgaard Jørgensen.

Stærk og sej er man pinedød nødt til at være for at leve med Parkinsons sygdom og få det

bedst mulige ud af det.

Klaus Nørgaard Jørgensen har med Parkie - dage og digte udgivet en digtsamling, som går rent

ind hos folk som mig, dvs. den del af målgruppen, som er mennesker med Parkinsons syge og

deres pårørende. Den går rent ind, fordi den er vedkommende og dækker så mange aspekter af

livet med Parkinsons syge på godt og ondt.

Klaus Nørgaard Jørgensen er ingen "Pivskid", titlen på digtet s. 53, og heller ingen

"jammerkommode", som der står andetsteds, men en lun herre, som med humor og vid sætter

ord på den tilstand, som for mange er helvede på jord.

Digtsamlingen rummer temaer og kontraster spændt ud mellem håb og tvivl, optimisme og

skepsis, selvopgivelse og fandenivoldskhed. Og ikke kun. Temaerne er mange; og forsåvidt

uudtømmelige. De giver læseren indblik i, ja del i, denne parallelverden, som er den

parkinsonsyges, men også poesiens - som en art janushoved, der vender hver sin vej - på

samme tid forstemmende og forløsende.

Allerede i det indledende digt i samlingen, "Forord", slås tonen i de behændige og opbyggelige

rim an. Rimsmeden digter indfølt og levende, og deler beredvilligt sejre og nederlag med

læseren, og enhver Parkie - og formentlig andre med alvorlige problemstillinger inde på livet -

må føle sig mødt, set og ansporet til at søge og finde "sin egen vej" i livet med Parkinson.

"Ordenes muligheder" som "frustrationernes ventil, når livet er på tværs" står der i det indledede

digt. Smukt beskrevet om det, der for forfatteren er det forløsende i at arbejde med digte, til

indhold og form er på plads.

Ikke noget sted har jeg læst så prægnante beskrivelser understøttet af den metriske form, rytme

- og puls, som i disse parkinsondigte. Letlæselige og umiddelbart tilgængelige er de.

Læselysten er vakt. Man er nysgerrig og har lyst til at fortsætte læsningen efter sidste digt.

Livskloge er de, digtene, og livsoptimistiske, som forfatteren selv.

Om sorte og triste tanker og søvnløshed skriver forfatteren: "Lyset skinner klarest, når

baggrunden er sort" - som disse digte, som jeg giver min bedste anbefaling..