Parkie - Dage og digte
Af Klaus Nørgaard Jørgensen
Anmeldelse af Margrethe Hansen
Espeløv var mit første bekendtskab med Klaus Nørgaard
Jørgensens digte. Det faldt jeg for med det samme.
Det udtrykte netop det, jeg følte, men som jeg ikke altid
kunne sætte ord på. Samtidig var det grafisk sat op som
svingninger, noget som de fleste PD patienter kun alt for
godt kender til
Nu har jeg fået lov at læse digtsamlingen PARKIE – DAGE OG DIGTE.
70 sider med glæde, sorg, bekymring, frustrationer, men også med en tro på
fremtiden.
Det er som PD patient jeg har vurderet digtene. Lidt sjovt sammensatte rim,
med ”åh så genkendelige” genvordigheder
De fleste slutter med et optimistisk håb eller en opfordring til at gøre noget
for at komme videre, noget, som man gerne vil og kan, måske noget nyt.
Som forfatteren selv beskriver i flere af digtene, at for ham er det en nødven-
dighed at skrive.
Glæde over livet, men også mange bekymringer om fremtiden og familien
som jo også lider.......
Søvnløsheden, en kendt følgesvend, beskrives i flere digte, endda 2 ens, lige-
som det svigtende syn og koncentrationsevnens deroute gerne får et ord
med på vejen SØVNLØS VI
”Søvn - din troløse tøjte,
Hvor er du? Ude at føjte?
Nat efter nat er du væk,
nu er det fjerde nat i træk ”
De mange, for andre uforståelige ON og OFF perioder, er beskrevet i HVOR
BLEV DEN AF?.
Den ustyrlige appetit beskrives i GLÆDE
” At spise efter behov og ikke kun som trøst
kan læres, men noget skal der ske først
Det er sgu besværligt, når PD` en rammer
alt er dog lettere, hvis tøjet ikke strammer”
Lugtesansen, eller manglen derpå, beskrives morsomt i PROPPEN I KROPPEN
”Konen sagde at der var bævitaminer i luften
Uanset hvad jeg gjorde, ku` jeg ikke mærke duften”
VENNERNE et meget kort digt, som dog siger så meget
”Selvfølgelig skal vi ses
det sker bare ikke
ses vi på gaden
er det nok at nikke”
Genkender noget i hvert eneste digt, det er Parkinson beskrevet på bedste vis
Familien er det vigtigste
”Kan du nogensinde forstå
hvad dine kære må gennemgå
hele døgnet, hver eneste time
er de vidne til din Parkinsonpine”
HVEM ER JEG
”Jeg er mig
Jeg har Parkinson
Parkinson har ikke mig
Parkinson er en tilstand
En lang række udfordringer
Men det er ikke mig - kun en tilstand”
Forfatteren har ikke opgivet håbet om en kur mod PD
ESPELØV (bragt i februarnummeret Parløbet)
- -nærer mit håb, min tro
På at der en skønne dag vil findes en behandling
så hjernen kan heles, en drømmeforvandling
så din og min hjerne igen vil virke som før
Tro på det, min ven, - jeg håber - jeg tør!”
Jeg vil ikke nævne flere symptombeskrivelser her, men citere slutningen af
det sidste digt OG HVAD SÅ!
”Vores verden er rystet, ikke faldet fra hinanden
gør blot, hvad du mener vil bevare forstanden
At være parkie er en tilstand, det`aldrig målet
søg det, der gør dig glad, og bid så til stålet”
Et ønske til fødselsdagen eller julegaven, hvis du kan vente så længe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar