Boganmeldelse
PARKIE - dage og digte
Af Klaus Nørgaard Jørgensen
Jyden han er stærk og sej
Stærk og sej og jysk er også Rimsmeden fra Blegind; et alias for Klaus Nørgaard Jørgensen.
Stærk og sej er man pinedød nødt til at være for at leve med Parkinsons sygdom og få det
bedst mulige ud af det.
Klaus Nørgaard Jørgensen har med Parkie - dage og digte udgivet en digtsamling, som går rent
ind hos folk som mig, dvs. den del af målgruppen, som er mennesker med Parkinsons syge og
deres pårørende. Den går rent ind, fordi den er vedkommende og dækker så mange aspekter af
livet med Parkinsons syge på godt og ondt.
Klaus Nørgaard Jørgensen er ingen "Pivskid", titlen på digtet s. 53, og heller ingen
"jammerkommode", som der står andetsteds, men en lun herre, som med humor og vid sætter
ord på den tilstand, som for mange er helvede på jord.
Digtsamlingen rummer temaer og kontraster spændt ud mellem håb og tvivl, optimisme og
skepsis, selvopgivelse og fandenivoldskhed. Og ikke kun. Temaerne er mange; og forsåvidt
uudtømmelige. De giver læseren indblik i, ja del i, denne parallelverden, som er den
parkinsonsyges, men også poesiens - som en art janushoved, der vender hver sin vej - på
samme tid forstemmende og forløsende.
Allerede i det indledende digt i samlingen, "Forord", slås tonen i de behændige og opbyggelige
rim an. Rimsmeden digter indfølt og levende, og deler beredvilligt sejre og nederlag med
læseren, og enhver Parkie - og formentlig andre med alvorlige problemstillinger inde på livet -
må føle sig mødt, set og ansporet til at søge og finde "sin egen vej" i livet med Parkinson.
"Ordenes muligheder" som "frustrationernes ventil, når livet er på tværs" står der i det indledede
digt. Smukt beskrevet om det, der for forfatteren er det forløsende i at arbejde med digte, til
indhold og form er på plads.
Ikke noget sted har jeg læst så prægnante beskrivelser understøttet af den metriske form, rytme
- og puls, som i disse parkinsondigte. Letlæselige og umiddelbart tilgængelige er de.
Læselysten er vakt. Man er nysgerrig og har lyst til at fortsætte læsningen efter sidste digt.
Livskloge er de, digtene, og livsoptimistiske, som forfatteren selv.
Om sorte og triste tanker og søvnløshed skriver forfatteren: "Lyset skinner klarest, når
baggrunden er sort" - som disse digte, som jeg giver min bedste anbefaling..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar