Boganmeldelse

”60 små tegn på, at den modne kvinde på 60 

måske er gift med en moden mand på 60”

Bog af: Anette Riis
Anmeldelse af: Lise Søelund

Forlaget Mellemgaard 

40 sider

115 kr. 

Inden man ser sig om, så er man blevet moden af sin alder, men det betyder naturligvis ikke, at man ikke er med på moden, og havde man været en grøntsag eller en frugt, så kunne man snart være fuldmoden, overmoden eller sågar plukkemoden, hvilket kan betragtes som både noget negativt og positivt. Modenhed er nemlig en modsætning til umodenhed, og det viser hen til, at man kan siges at være i sin bedste alder, hvad angår erfarenhed, ansvarlighed og dybsindighed, hvilket ikke er så tosset endda, hvis folk altså får øje på den gode side af modenheden. Man har passeret den tid, da man blev kønsmoden, skolemoden og solmoden, og der vil være stille røster, der antyder, at man snarere er saneringsmoden, nedrivningsmoden og ikke særlig byggemoden længere, men de røster kan man jo bare overhøre. Det er længe siden, at man blev giftemoden, men så er der en helt anden interessant overvejelse, der træder til, og det er at iagttage, den mand, som man engang var moden nok til at gifte sig med. Hos ham kan man undersøge, hvilke tegn, der måtte være på, at man netop har giftet sig med en mand på samme alder som en selv eller på de 60 år. Det er præcis, hvad forfatter Anette Riis sætter sig for at gøre i bogen med titlen ”60 små tegn på, at den modne kvinde på 60 måske er gift med en moden mand på 60”. 

En kunst at blive moden 

Allerede titlen indikerer, at vi bevæger os ind i et talrigt univers med tegn og underlige gerninger på, at vi på trods af al modstand ikke kan undgå modningen, og hvad deraf følger. Det gør ikke noget, for så kan vi frekventere nye og anderledes tilbud, og det første tegn siger: ”De går mere og mere på kunstudstillinger sammen. ”Vi skal jo følge med i kulturen”, som hun siger. Det siger ham egentlig ikke ret meget. ”Sku’ det nu virkelig være kunst?” udtaler han. Hun kigger skævt op på ham og går videre mellem de anerkendte kunstværker. Hun ved nemlig noget om kunst.” (s. 6). Tegnene peger alt sammen hen på, at det er nyt at blive ældre, og at det nye skal nydes, for det må ikke hedde sig, at man går i stå, selvom man er blevet ældre, men man er i stedet mere moden.

Det går i fuldt firspring, for han løber i sit ultrastramme konditøj, for stadig at se lækker ud, og han kigger tit i spejlet for at følge med i sin egen modning. Håret er ikke, hvad det har været, for det er der faktisk slet ikke mere, men charmen kan han stadig skrue op for, når ægteparret er i byen, og vittighederne er jo nye for dem, der ikke har hørt dem før, mens konen må betragte det som en genkendelsens glæde. Familielivet får større prioritet, når arbejdslivet slutter, og det er faktisk ikke så tosset at deles lidt om det hele derhjemme. Langsomheden overhaler hurtigheden, selvom det burde være en umulighed, for en 60-årig kan ikke nå så meget, som han troede, og tempoet er et helt andet, samtidig med at trætheden ofte får overtaget, og det er med god grund, at man taler om en lur som en ”morfar”. Det er godt med en moden legeonkel, for børnebørnene ser kun det positive i den nye rolle, som bedstefar så småt begynder at indtage. De nye interesser indtræder ligeledes i takt med, at andet slutter, og det er golf, fodbold og venner på samme alder med den samme modenhed. Man kan altid skylle det hele ned med en specialøl, en årgangsvin og en godt lagret whisky, hvorefter en morfar for alvor bliver aktuel. Tegnene er tydelige og taler deres eget sprog, idet hustruen kan konstatere, at hun som den modne kvinde helt sikkert er gift med en moden mand på 60 år. 

De små tegn 

Det er godt, at man har hinanden, når man modnes på samme tid, også fordi man kan hjælpe og støtte den anden undervejs: ”Hun er nogle gange nødt til at gøre tegn til ham, når de er i byen sammen. Han kan nemlig være lidt for bramfri, eller måske har han en stribe sovs på hagen, som han under sin heftige tale ikke lige har bemærket. Indimellem er der også noget, der hænger ud af næsen. Godt, han har hende, tænker hun.” (s. 27). Selvom det ofte er far, der laver sovsen, så kan det være mor, der finder resterne af den, så godt, at de har hinanden. Hvilket bliver understreget i det sidste tegn, der er nummer 60, for her bliver det klart, at de to ægtefolk sætter mere og mere pris på hinanden i takt med, at årene går. Ingen kender, som ens ægtefælle, skavanker og mystiske vaner, og det ville være alt for besværligt, at skulle lære en ny op i den adfærd, som man nu i 60 år har udviklet og er modnet med, så konklusionen fra den gode forfatter Riis er, at ”man ved, hvad man har”. Vi ved efterhånden, hvad vi har, når hun udkommer med en ny bog, og man behøver ikke 60 tegn på, hvorfor man skal købe bogen, for det kan ikke gå hurtigt nok med at anskaffe den og nyde de finurlige, festlige og fornøjelige pointer og 60’er tegn.

Helst ville man tilegne bogen 60 stjerner, men så mange er det svært at fiske ned fra nattehimlen, også selvom man har sin gode astronomiske kikkert med sig, så det må blive 5 stjerner, men de er også så ganske velfortjente, og vi glæder os til flere tegn på, at forfatter Anette Riis har en bog i modningsbakke.