Den 36-årige hovedperson Rasmus ved ikke, hvad han skal stille op med sig selv, da hans samlever, Berit, efter otte års parforhold pludselig flytter fra ham. Mystiske omstændigheder under en tur til Spanien gør imidlertid, at han sætter sig for at opsøge en tidligere kæreste fra sin studietid. Camilla, som han ikke har set i de 10 år, der er gået, forekommer imidlertid at være sporløst forsvundet … Hvad er der blevet af hende? Og hvad skal der ske, hvis han finder hende?
Huller i skydækket er en roman om de uventede drejninger, livet kan tage. Det er en roman om parforhold og om at miste det, der står hjertet nærmest. Men det er også en skildring af kærlighedens ujævne vej, om fremkomsten af en ny virus samt jagten på den ægte kærlighed.
Forfatterens egne ord om sig selv:
Lars Bjerregaard Jessen
Mit navn er Lars Bjerregaard Jessen, og jeg fik min debut som forfatter med romanen Nøgen
hukommelse i 2016. Siden da er det blevet til i alt fem romaner.
Jeg har altid interesseret mig for kommunikation, sprog og litteratur. Det var derfor helt
naturligt for mig at skrive min første roman; jeg kunne simpelt hen ikke lade være.
I mit hoved brygger jeg konstant på nye fortællinger, og overalt opsamler jeg ideer til personer
og handlinger.
Mit forfatterskab fokuserer især på parforholdet, både i medgang og i modgang, og bøgerne er
altid fortalt fra en mands synsvinkel. Hermed vil jeg gerne fortælle hans oplevelse af de op- og
nedture, som vi alle oplever, samt de uventede drejninger tilværelsen også kan tage.
I mit liv har jeg tilbragt ni år i udlandet og har rejst i et utal af lande over det meste af jorden,
og dette har også været inspiration til mine romaner, hvor både den indre og ydre rejse får stor
betydning for hovedpersonerne. Helt naturligt var det derfor at få oversat min fjerde bog
Genelsket til engelsk, så den også kan rejse ud i verdenen.
Gennem mine romaner vil jeg gerne både underholde og give stof til eftertanke. Jeg håber, at
det er det, mine læsere oplever, og at de fremover vil følge med i skildringerne af kærlighedens
ujævne vej.
Af Lars Bjerregaard Jessen:
Huller i skydækket, roman, Forlaget mellemgaard, 2023.
Genelsket, roman, Forlaget mellemgaard, 2021.
Nøgent hjerte, roman, Skriveforlaget, 2019.
Nøgen hjemkomst, roman, Skriveforlaget, 2017.
Nøgen hukommelse, roman, Skriveforlaget, 2016.
Facebook: https://www.facebook.com/pg/somforfatter/posts/
Hjemmeside: http://www.larsbjerregaardjessen.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar