mandag den 8. april 2024

Månedens forfatter - april 2024

 Månedens forfatter - april 2024

    Pia Reesen



I denne måned, april 2024, er Forlaget mellemgaards udvalgte forfatter: Pia Reesen, der udkom med sin nyeste bog i december 2023, 'Lad der blive mørke'.

Om bogen: 
Den sensitive bestsellerforfatter Simone Anna Vilhelmsen, 50 år, fraskilt og single, flytter i det spæde forår ind i en dejlig ejerlejlighed ved Furesøen i Virum sammen med sin kat Toppy efter en hård skilsmisse. Alt er idyl, og kreativiteten flyder, og medierne elsker hende. Livet er godt. Men en dag forvandles hendes skønne liv og karriere brat til et mareridt, da en psykopatisk stalker begynder at forfølge hende, og hans chikane bliver mere og mere truende og ondskabsfuld. Dermed begynder kattens leg med musen. Hun er pludselig blevet offer for stalking. Men hvor langt vil han gå i sit sygelige had til hende? Hvorfor lige hende, og hvad er det, der trigger ham? Samtidig sker der et par bestialske mord i Geels Skov i Virum. Med sine to veninder og sin redaktør kæmper Simone for at få en hverdag til at køre og få sit liv tilbage. Men kan hun?


Forfatterens egne ord:

Hej, jeg hedder Pia Reesen Brønnum, og jeg er født i 1960 i Gl. Holte nord, bare et stenkast fra marker med køer og resten af den smukke natur, som jeg nød meget som barn og teenager.
Efter gymnasiet og lidt småjobs, begyndte jeg at arbejde i Danmarks Radio i TV-Byen, hvor jeg blev i 2 årtier. Dernæst har jeg arbejdet som journalist på en lokalradio i 7 år, til radioen lukkede og slukkede. Fik også tid til at tage en psykoterapeutisk uddannelse efter at have taget HF psykologi. Sindet interesserede mig meget. Hvad trigger både sind og hjerne til dysfunktionelle handlinger?

Jeg har altid haft en stor fantasi, og allerede som 12 årig begyndte jeg at skrive digte og noveller, kunne slet ikke lade være. Og jeg anmeldte også børnebøger i Berlingske Tidende og en enkel kort kriminovelle under Ping-Posten samme sted blev det også til.
Jeg havde et par rigtig gode dansklærere i underskolen og senere i gymnasiet, og de gav mig endnu mere gnist til at fortsætte mit skriveri. Da jeg blev voksen, begyndte jeg at skrive romaner, men kun til skuffen, for turde slet ikke sende mit arbejde til et forlag. Men da jeg endelig gjorde, blev det til Gyldendal, der skrev tilbage, at den var professionel turneret og et godt plot, men at jeg skulle blive ved med skrive og udvikle mig. Det var et klap på skulderen, så jeg blev ved.
Nu er så min 8 roman udkommet. Denne gang en thriller, og dermed vender jeg for en stund tilbage til den genre, der også blev brugt til min debutroman. Thrilleren "Lad der blive mørke", handler om stalking, vild og rendyrket ondskab. Jeg researchede i et halvt år, før jeg jeg begyndte at skrive min sædvanlige mindmap. Jeg vidste, at stalking er lidt tabu og mange ofre er skamfulde eller får en skyldfølelse. Var det deres egen skyld? Havde de selv lagt op til stalking på de sociale medier? 
Jeg talte med en psykolog fra Dansk Stalking Center, og blev klar over, at alle kan blive stalket, både mænd og kvinder, piger og drenge. Men hvorfor bliver en person stalker? Er de psykisk syge, forsmået kærester, eller rendyrkede psykopater eller en blanding?
Jeg valgte en blanding til min histories stalker, også en moden mand, og ikke et barn eller ungt menneske. Både fordi det gav mig større råderum til den chikane og mord, der også i yderste konsekvens kan ske. Men som forfatter er du fri, du kan skrive, hvad du vil, så længe hovedpersonerne kommer ind under huden. Sympati for ofret og rædsel over stalkerens barndom og forkvaklet indstilling til kvinder.
Historiens klimaks er endnu mere voldsom, men med den viden, vi har om stalkeren på dette tidspunkt, så er vi kommet forbi point of no return. (som man siger i Tv- og filmbranchen.)
Hvad så nu?
Nu holder jeg en pause, som jeg plejer at gøre, for der er 2 vidt forskellige ideer i mit hoved. Og dér bliver de mindst et halvt års tid. Smiler.

God fornøjelse med læsningen, både min og mange andre dejlige romaner. Bøger skal læses, ikke bare være til pynt på modehylden...

Varme hilsner,
Pia Reesen Brønnum

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Månedens forfatter - November 2024

Marcus Andersen Forlaget har i denne måned udvalgt, Marcus Andersen, som månedens forfatter. Marcus har udgivet digtsamlingen 'Barbe...

Populære indlæg