Boganmeldelse: MED ALT BETALT

"MED ALT BETALT"

Bog skrevet af: Marianne Joensen

Anmeldelse af: Lene, blogger på Litteraturetale

Forlaget Mellemgaard

284 sider

249,95 DKK

For et par år siden fandt jeg et par Kay Bojesen figurer på en dansk hjemmeside. De var så billige, at det næsten var løgn - og det var det også. Altså løgn. Jeg var blevet narret, for hjemmesiden var fiktiv - og jeg fik aldrig mine figurer. Efterfølgende var det værste ikke alt besværet med at spærre Dankortet, papirer der skulle udfyldes for at få mine penge retur og venten på et nyt Dankort. Det værste var den grimme følelse af skam. Skammen over at jeg havde været så naiv og godtroende - og først tjekkede Trustpilot, da jeg havde overført pengene. Det gik lige et par dage, inden jeg fortalte andre om, hvor idiotisk jeg havde været. Jeg var så flov.

Oplevelsen - og den skamfulde følelse - kom tilbage til mig under læsningen af Marianne Joensens "Med alt betalt", hvor hovedpersonen, Maria, køber en lejlighed i det tyrkiske ferieparadis Alanya. Tror hun. For der er ingen lejlighed, må Maria erfare, da hun har overført pengene uden forudgående at have set et bevis på dens eksistens. Tværtimod bliver hun lidt fornærmet, da en bankansat råder hende til at lave en bankgaranti forud for købet. Mine to Kay Bojsen figurer tåler beløbsmæssigt naturligvis ingen sammenligning med det, Maria sætter til økonomisk, men skammen over at være naiv og godtroende skriver Marianne Joensen så fabelagtigt frem, at jeg som læser kunne mærke den. Følelsen af at blive konfronteret med sin egen naivitet, når man egentlig anser sig selv for at være et rimeligt forstandigt menneske, står knivskarpt undervejs i læsningen.

Maria er mor til tvillingerne Emilie og Sofie, og det er via sin danske forsikringsmand, Palle, at hun får en tilsyneladende enestående mulighed for at investere i det tyrkiske ferieparadis på favorable vilkår. Da pengene er overført, holder Maria en festlig sammenkomst for at fejre købet sammen med familie og venner. Blandt Marias nærmeste hører, udover børnene, søsteren Lykke og forældrene, også hendes chef, Solveig, fysioterapeut og fritidstransvestit. Derudover er der vennen Henrik, der arbejder ihærdigt på at blive mere end blot en ven. Marias nyerhvervede lejlighed falder i særlig god jord hos datteren, Sofie, der er stormende forelsket i Mehmet, som hun har mødt under et tidligere ophold i Alanya. En forbindelse som Marias eksmand og Sofies far, Per, ser på med stor misbilligelse. Et mishag som han på ingen måde lægger skjul på - hverken overfor Maria eller Sofie.

Ret hurtigt bliver det klart, at det er mere end almindelig vanskeligt at få et skøde på lejligheden fra Palle og hans tyrkiske kompagnon Murat, og Marias bestræbelser på at få det bliver for alvor sat på pause, da Palle over telefonen meddeler hende, at hans kræftsygdom er vendt tilbage. Herefter trækker Maria naturligvis respektfuldt følehornene til sig i en periode. Lige indtil den dag hvor to brødre tropper op på hendes dørtrin for at overbringe nedslående nyt om Palle, hans metoder og forholdet til den tyrkiske forretningsforbindelse.

Herefter starter det, jeg vil kalde Marias korstog. Hun vil have sine penge tilbage og for at nå det mål, skyr hun absolut ingen midler, og ønsket om at se retfærdigheden ske fyldest bliver en besættelse for Maria. Marias vrede over at være blevet snydt af Palle eskalerer nemlig hurtigt og udvikler sig til regulært raseri, der for Maria bliver en enorm stærk drivkraft, men på samme tid ødelæggende for alt og alle i hendes umiddelbare nærhed.

Forfatter Marianne Joensen skildrer relationerne mellem bogens personer troværdigt og indsigtsfuldt med sikker sans for det psykologiske spil imellem dem, så man romanen igennem har lyst til at læse videre. Spændingsniveauet er højt, selvom den primære handling er centreret omkring Marias enorme vrede over at være blevet snydt. Det giver romanen en konstant, sikker og god fremdrift. Derudover skriver Joensen med både humor og vid, så man også indimellem må trække på smilebåndet over Marias til tider groteske måde at få afløb for sit raseri på. Jeg har kunnet researche mig frem til, at romanen er autofiktiv - og med det i mente kan jeg sige, at kikkerten på ingen måde sættes for det blinde øje. Alt det uskønne, upassende og ucharmerende i Marias sinds kringelkroge afsøges og lægges åbent frem i 3. persons personbunden fortæller.

En god og anbefalelsesværdig læseoplevelse.