tirsdag den 5. oktober 2021

UGE 40'S ANBEFALING

 UGENS ANBEFALING

UGE 40


I forbindelse med den kommende weekends Krimimesse i Horsens anbefaler vi i denne uge en medrivende krimi. Det drejer sig om Hans-Willy Bautz' Skovtårnsmordet - En Sydsjællandskrimi med Angela Pecci og Michael Bech. 


I bogen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hænderne fulde med at opklare forbrydelser på Haslevegnen. En 18-årig kvinde findes død i en skov uden for byen. Hun formodes at have været udsat for drugrape. I Haslevs centrum bliver en ung mand knivstukket. Ved Skovtårnet mellem Rønnede og Vester Egede bliver en ung kvinde fundet skudt. I Haslev deales der i stor stil, blandt andet ved Kultunariet, og noget tyder på en rivalisering mellem den unge kvinde, der blev dræbt ved Skovtårnet, og en narkogruppering af anden etnisk herkomst.

Den dansk-tyske journalist Michael Bech og hans kæreste, den sicilianske kriminalkommissær Angela Pecci, holder efterårsferie i Faxe Ladeplads og kan ikke lade være med at blande sig i efterforskningen. De kommer på sporet af en forbindelse til Sicilien, som får dem til at efterforske på Masnedø, hvor de vil kigge en italiensk ingeniør efter i sømmene. Han arbejder på Storstrømsbroprojektet. På Masnedø kommer det til en skudepisode. Efterfølgende sker der en dramatisk anholdelse på Sydmotorvejen. I Haslev finder en skudveksling sted i forbindelse med overvågningen af en villa, hvor der ikke alene er fundet narko, men også store mængder af våben.

Midt i deres efterforskning forstår Angela Pecci og Michael Bech også at nyde livet som turister i det sydsjællandske. Gastronomi og erotik krydrer handlingen. Skovtårnsmordet er en rigtig Sydsjællandskrimi med en afstikker til Sicilien.


Uddrag fra bogen
Hun var på vej over mod tårnet fra sydsiden, så nu gjaldt det for ham om at komme uset om bag hende og så op i tårnet. Han lagde mærke til, at hun stadig havde sin styrthjelm på. Måske gjorde den sit til, at hun ikke hørte, at han trådte på kviste, der knækkede. Han sneg sig over mod indgangen af tårnet, hvor han let og elegant sprang over spærringen for straks at lægge sig fladt ned, så kvinden ikke umiddelbart så ham, hvis hun havde hørt bumpet fra hans fødder, da de ramte rampens træbelægning. Da hun ikke reagerede, endsige så i hans retning, rejste han sig hurtigt op og begyndte at gå opad i tårnet. Kvinden var nået over til det runde bord og skulle lige til at sætte en fod på boardwalken omkring det, da der lød et højt plop. Hun gav et lille skrig fra sig, da et kaliber 222 Magnumprojektil borede sig gennem hendes læderjakke, gennem ryggen og ind til hendes hjerte og derfra ud gennem brystkassen. Hun faldt om. Død på stedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Månedens forfatter - November 2024

Marcus Andersen Forlaget har i denne måned udvalgt, Marcus Andersen, som månedens forfatter. Marcus har udgivet digtsamlingen 'Barbe...

Populære indlæg