mandag den 16. marts 2020

Boganmeldelse - Pulserende Hjerter

Boganmeldelse af krimien Pulserende Hjerter

Boganmelder: Kirsten Trampedach
Forfatter: Bente Schrøder Rasmussen
Bogen kan købes her.




Danske Lea Helstrand, som er kunstner og bosiddende i Rom, er jeg-fortælleren og hovedperson i Bente Schrøder Rasmussens krimi, hvis omdrejningspunkt er bestialske kvindemord i den italienske hovedstad. Politikommisær Mario Saponaro har til opgave at opklare mordene, og i den forbindelse inddrages et persongalleri af forskellige nationaliteter, som alle i et eller andet omfang er en del af Leas omgangskreds.

Fortællingen fører læseren rundt i Rom og omegn og så vidt som til Mexico City. Inspirationen til mordenes bestialske udførelse beskrives i indlagte afsnit om mysteriereligioners kult og riter. Læseren føres bl.a. til etruskergravene i Cerveteri, Mithrakultens grotter under San Clemente kirken og pyramideområdet i Teotihuacan i Mexico. I en udflugt til Nemisøen indgår gysende besøg i afvandingskanaler og en malende beskrivelse af et karneval i Villa Medici i Rom bidrager yderligere til karaktertegning og spænding.

Allerede fra bogens første side bringes man ind i en stemning af uhygge og gys udsprunget af Leas gruopvækkende mareridt, og derefter kommer man ganske hurtigt til beskrivelse af det første af i alt tre kvindemord. Hele opklaringsforløbet, som involverer Lea og hendes venne- og bekendtskabskreds, fanger straks læseren, og det lykkedes for forfatteren at holde spændingsniveauet til de sidste sider, hvor mordene opklares. De forskellige karakterer beskrives meget præcist, og der er flere med baggrunde, som gør dem til potentielle gerningsmænd. Alle har personlige historier, som enten gennem deres interesse for og kendskab til forskellige kulturers riter og kult eller i kraft af hver enkeltes personlige karaktertræk gør dem alle til mulige mistænkte.

Bente Schrøder Rasmussen formår med en struktureret fortælling og et velkonstrueret plot at holde læseren fanget fra start til slut. Samtidigt giver hun et spændende indblik i forskellige kulturer. Og dertil indsigt i byen Rom krydret med kulinariske indslag.

Parallelt med opklaringen af mordene udvikles en noget banal kærlighedshistorie mellem Lea og politikommissæren.

Sprogligt kunne teksten være blevet strammet lidt mere op med udeladelse af en del unødvendige fyldord og klicheer, uden at dette ville være gået ud over indhold og forståelse. Enkelte udtryk virker pudsige på dansk – eksempelvis ”at hilse af”. Disse enkelte sproglige finurligheder kan være udtryk for forfatterens livslange ophold i Italien og kan betragtes som et charmerende indslag. Så længe de ikke forstyrrer forståelsen.

Men alt i alt er konklusionen en veldrejet krimi, som absolut er underholdende læsning!


- Kirsten Trampedach


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Månedens forfatter - November 2024

Marcus Andersen Forlaget har i denne måned udvalgt, Marcus Andersen, som månedens forfatter. Marcus har udgivet digtsamlingen 'Barbe...

Populære indlæg